En lille it-virksomhed i Nørre Nebel i nærheden af Varde har rigtig travlt.
Det er firmaet AirNet, som har specialiseret sig i at tilbyde hurtigt internet til Udkantsdanmark. Og i yderområderne, hvor mange store bredbånds-operatører ikke dækker, er der stor interesse.
- Det går over al forventning. Interessen er stigende, og det har den været, siden vi startede. Det går hurtigere og hurtigere, siger direktør i AirNet, Søren Jørgensen.
Sommerhusområder og på landetSuccesen ligger netop i at have fokus på yderområderne.
- Vi har da også nogle større byer i Jylland, men det er mest ude i udkantsområderne, vi arbejder. I sommerhusområder, ude på landet og på Bornholm, siger Søren Jørgensen.
AirNet benytter sig af en trådløs teknologi, der sender internet ud til modtagerne fra sendere på telemaster. Det kræver en særlig modtagerboks hos kunderne, som så får hurtigt internet.
Penge ud af lommen for de store
Virksomheden fokuserer på de områder, hvor de store internetudbydere ikke har så høj dækning. Og det er en god ide, lyder det fra en ekspert.
- Der hvor kunderne bor meget langt fra hinanden, er det meget dyrt at lave bredbåndsdækning. Det er mest penge ud af lommen for de store selskaber, og det er der ingen kommercielle virksomheder der er interesserede i, siger teleanalytiker i rådgivningsfirmaet Netplan, Torben Rune.
- En lille virksomhed, som kan gøre det billigere end de store, har dermed fået et marked, siger Torben Rune.
Stadig huller i Danmark
Torben Rune håber, at de store firmaer med tiden vil blive bedre til at dække hele Danmark.
- Der er huller i bredbåndsdækningen i Danmark, og det vil der desværre være i en rum tid fremover. Derfor er der behov for alternativer til de store teleselskaber, siger Torben Rune.
Direktør Søren Jørgensen vil på grund af konkurrencehensyn ikke oplyse præcis, hvor mange tusinde kunder, der bruger AirNet.