Hvis du holder høns hjemme i haven, må du ifølge loven højst have 30 kyllinger, haner eller høns ad gangen.
Men den grænse er alt for lav, hvis det står til Linda Ladekarl fra Skovby ved Haderslev.
Som hobbyavler vil hun gerne være selvforsynende og avle særlige hønseracer til udstilling, men det kan være svært, når grænsen er på maksimalt 30, mener hun.
- Det gør det jo umuligt for mig at være selvforsynende i forhold til at putte nogle høns i fryseren. Så jeg er både vred og frustreret over, at jeg skal have disse begrænsninger, siger Linda Ladekarl.
Måtte indskrænke bestanden
Efter besøg fra Haderslev Kommune, der konstaterede, at hendes bestand oversteg 30, er hun nemlig blevet bedt om at indskrænke sin bestand.
Haderslev Kommune oplyser, at man blot følger loven, som højst tillader 30 høns.
I miljøaktivitetsbekendtgørelsen står der: "Ejendomme med over 30 høns eller 4 hunde vil således altid betragtes som erhvervsmæssige uanset det øvrige dyrehold. Ved ordet ”høns” forstås både høner, haner og kyllinger, og det omfatter alle hønsefugle.".
Linda Ladekarl har altså derfor været nødt til at beskære hendes bestand ned, da hendes dyrehold betragtes som ikke-erhvervsmæssigt.
Men står det til foreningen Frit Fjerkræ skal grænsen for ikke-erhvervsmæssigt dyrehold hæves.
- Vi foreslår, at grænsen hedder 100 stk. fjerkræ. Hvis du kun må have op til 30 høns, så kan du ikke være selvforsynende med kyllinger, fortæller formand for foreningen Finn Jensen.
Stiller spørgsmål til fødevareministeren
Dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti Karina Due mener også, at grænsen på maksimalt 30 er alt for lav.
Udover at stille fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre et ministerspørgsmål, vil hun tage sagen op i Miljø- og Fødevareudvalget. Her vil hun foreslå, at private fremover må have en bestand på op til 100 høns.
Det vil gøre det lettere for dem, der gerne vil være selvforsynende eller opdrætte racehøns til udstilling, mener Karina Due.
- Jeg synes, det er fint, at der er en grænse, men jeg synes, at den skal være højere, end det som den er i dag. Jeg vil derfor spørge ministeren, om han vil være med til det, siger Karina Due.
- Jeg vil også høre, hvordan de øvrige ordførere på området ser på det. Hvis jeg kan se, at jeg kan skabe et flertal, så laver vi et beslutningsforslag, fortæller Karina Due.
Hvis Karina Due kan finde opbakning, vil hun forsøge at få ændret loven inden for det næste halve år.