Line og Sofus kører i bil til skole: Skal stå op over en time før for at tage bussen

Den offentlige transport er ikke god nok, lyder det fra flere elever og rektorer i Syd- og Sønderjylland.

Line Bruunsgaard Jørgensen og Sofus Wierper bruger begge bilen til at komme i skole i stedet for bussen. (Foto: Louise Mandrup © (c) DR)

Bilerne begynder langsomt at trille ind på den næsten tomme parkeringsplads ved Aabenraa Statsskole.

Bag rattet i de fleste af dem sidder gymnasieelever.

18-årige Line Bruunsgaard Jørgensen smækker bildøren bag sig.

- Det er nok dovenskab, og fordi det er lidt lettere. Jeg bor ude på landet, og bustiderne er desværre elendige, siger hun.

En rundspørge lavet af DR Syd viser, at seks ud af otte syd- og sønderjyske gymnasier oplever en stigning i antallet af elever, der vælger bilen.

Ifølge de unge er der flere steder, hvor den offentlige transport ikke dækker godt nok. Derfor dropper de bussen og tager bilen i stedet.

Sofus Wierper på 19 år kommer også gående hen over parkeringspladsen, efter han har låst sin bil. Hvis han skal tage bussen, skal han stå op en time og ti minutter tidligere, fortæller han.

Derfor skal der gøres noget ved transporttiden, hvis han skal droppe bilen.

- Bustransporten skulle i hvert fald forbedres med 40 minutter, før jeg ville overveje det. Det ville også være bedre for klimaet, siger Sofus Wierper.

Sofus Wierper sætter sig hver dag ind i sin bil for at køre i skole i Aabenraa. Ifølge ham tager det nemlig alt for lang tid med bussen. (© DR Syd)

Fyldte parkeringspladser

På Vejen Gymnasium og HF oplever man også, at stadigt flere elever kommer trillende i bil til skolen.

- For ti år siden var vores parkeringsplads ikke fyldt. Det er den nu, og en ny parkeringsplads her ved siden af er også godt brugt, lyder det fra skolens rektor Lars Bossen.

Han tror, det bliver svært at få flere elever til at lade bilen stå og i stedet tage bussen.

- Nogen er pisket ud i det. Der er områder i Vejen Kommune, hvor den offentlige transport ikke dækker, så man kan få en hverdag til at hænge sammen.

En ond spiral

Hos Sydtrafik ser man de studerende som en vigtig kundegruppe, da de udgør en stor andel af trafikselskabets buspassagerer.

Men ifølge Lotte Stensberg, der er chef for plan og udvikling i Sydtrafik, er det ikke lige til at efterkomme de unges og uddannelsernes ønske om bedre offentlig transport.

- Det nemmeste ville selvfølgelig være at fordoble driften, men udfordringen ved det er, at det koster, og vi har et begrænset budget, siger hun.

Samtidig påpeger hun, at de studerende selv er med til at forværre problemet. For jo flere der tager bilen, jo sværere er det at sikre en god offentlig transport - især i udkantsdanmark.

- Flere biler betyder færre passagerer i busserne. Og færre passagerer betyder færre penge til at drive busser for, forklarer Lotte Stensberg.

Klimakampen taber til besværlige busture

På parkeringspladsen foran Aabenraa Statsskole er flere biler vendt om. Der er ikke flere pladser.

P-pladserne er faktisk så ombejlede, at skolen har været nødt til at udvide parkeringsområdet med en særskilt parkering til lærerne.

Som køreplanen er nu, vil 18-årige Line Bruunsgaard Jørgensen hellere kæmpe for at finde en parkeringsplads til sin bil hver morgen frem for at tage bussen. (© DR Syd)

Og selvom de unge bliver kaldt 'klimagenerationen', fylder CO2 og global opvarmning ikke så meget, når alternativet til bilen er besværlige busture.

- Jeg prøver at tænker over det. Også fordi min bil er en benzinsluger. Jeg burde være bedre til at sige; nu tager jeg bussen, selvom den ikke kører til tiden. Men det er bare nemmere at komme fra A til B med en bil, siger Line Bruunsgaard Jørgensen.