Livreddere: Hold bedre øje med dit barn

På travle dage er der mere end ti eftersøgninger af børn på en strand, oplyser Trygfonden Kystlivredning.

- Børn forsvinder lynhurtigt fra overfladen, og de gør det altså uden plask i vandet og skrig om hjælp, som nogle måske forventer, siger Anders Myrhøj fra Trygfonden Kystlivredning (arkivfoto). (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hold øje med dit barn, når du er ved stranden. Sådan lyder opfordringen fra Trygfonden Kystlivredning.

Forældre skal være endnu bedre til at se efter deres børn ved vandet. Selv om kystlivredderne i ti år har haft særligt fokus på problemet, er det ikke blevet mindre.

- Det er noget, livredderne kæmper med hvert år. Det kan ende i nogle ulykkelige situationer, som kan undgås, hvis forældrene bare ser efter deres børn, siger Anders Myrhøj, som har ansvaret for kystlivredderne.

På travle dage er det ikke udsædvanligt med mere end ti eftersøgninger af børn på en strand. Heldigvis ender de fleste godt.

Kystlivreddernes hjælpsomhed skal dog ikke forveksles med et pasningstilbud, understreger Anders Myrhøj.

- Forældrene kan ikke bare læne sig tilbage mellem flagene på livredderstranden og lægge sig til at sove og så tro, vi holder øje med deres børn. Det er forældrenes eget ansvar, siger han.

Hans bedste råd er at holde godt øje med børnene. Hele tiden. Alene et øjebliks uopmærksomhed kan få store konsekvenser.

- Børn forsvinder lynhurtigt fra overfladen, og de gør det altså uden plask i vandet og skrig om hjælp, som nogle måske forventer, siger Anders Myrhøj.

Hver sommer er der cirka 200 livreddere fra TrygFonden Kystlivredning fordelt på strande og ved havnebade. I år er de tilstede ved 36 strande.

Facebook
Twitter