Lokker med gratis middag og kroophold: Kommuner vil have os til at rense badestrande

Jyske kommuner stiller præmier på højkant, hvis du samler skrald på stranden.

Her på de vestjyske strande er flere kommuner gået sammen i et projekt, hvor folk skal samle affald op fra stranden. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hvert år skyller mange ton plastik, snor, reb, fiskerhandsker og andet affald ind på især den jyske vestkyst.

For at få flere frivillige til at samle affaldet op og bidrage til at holde strandene rene, så kan man fra oktober deltage i kystlotteriet i seks vest- og nordjyske kystkommuner og vinde præmier ved at samle affald.

Det er kommunerne Esbjerg, Varde, Hjørring, Frederikshavn, Jammerbugt og Thisted kommuner, der er med i projektet.

Kommunernes Internationale Miljøorganisation, KIMO, står bag initiativet, og formålet med præmierne er helt klart, siger koordinator i KIMO Danmark Ryan Metcalfe:

- Vi vil meget gerne gøre opmærksom på problemet med affaldet, og så vil vi gerne have så mange til at hjælpe som muligt.

Billedet her er et resultatet af en skoleklasses indsamling ved Vejers Strand for år tilbage. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Middag eller en tur på surfskole

Inspirationen kommer fra Norge, hvor kystlotteriet er blevet en stor succes.

Her er tusindvis af frivillige og hundredvis af lokale sponsorer med til at holde en række kyststrækninger rene og attraktive for gæsterne, turisterhvervet og miljøet.

Og lokkemidlet for at få danskerne til at hjælpe er oplevelsespræmier i naturen.

- Det kan være et ophold på en kro eller en god middag på en restaurant ud til havet. Det kan også være en guidet tur langs kysten eller en tur på surfskole, siger Ryan Metcalfe.

Gode erfaringer

Sidste år var det kun Hjørring, Frederikshavn, Jammerbugt og Thisted kommuner, der var med i projektet.

Her blev der blandt andet lokket med præmier såsom et hotelophold, safari i en landrover i området omkring Løkken samt et surfkursus.

I år får kommunerne i nord så følgeskab af Esbjerg og Varde.

- Erfaringen fra de nordjyske kommuner sidste år var rigtig god. Der var mange mennesker, der deltog, og der blev samlet masser af affald. Så vi tror, at præmierne har været med til at få flere folk til at bidrage, siger Ryan Metcalfe.

1000 tons affald

I gennemsnit samler de jyske kystkommuner 1.000 ton affald op om året tilsammen.

Og skraldet giver mange problemer, hvis det bliver liggende.

- Dyr kan vikles ind i affaldet, og fuglene kan komme til at spise det og kvæles i det.

- Det går også ud over vores turistindustri, hvis der ligger en masse affald på stranden, så gider folk jo ikke at ligge på strandene og opleve naturen, siger Ryan Metcalfe.

På de vestjyske strande skyller der hvert år masser af affald op på kysten. Her er det stranden i Husby i Holstebro Kommune. (Foto: Karsten Filsø)

De skal have et forhold til naturen

Selvom der allerede i dag er mange frivillige, der samler reb, plastik, snor og andet affald op på strandene, så håber Ryan Metcalfe på endnu mere fokus og interesse for problemet, når kystlotteriet skydes i gang til oktober.

- Vi vil jo gerne belønne dem, som allerede er trofaste og renser vores strande. Men vi vil rigtig gerne have fat i nye folk, så de får et forhold til naturen, og vise dem, at det affald, der ligger på strandene, er et problem.

- Jo flere, der får et forhold til naturen, jo flere vil beskytte naturen. Det vil sige, at de ikke smider affald i naturen.

Initiativet forventes at løbe fra oktober til december, hvor vinderne i kystlotteriet udtrækkes.

Facebook
Twitter