Får du en lussing eller en knytnæve, så er du næppe i tvivl om, at du er blevet udsat for vold. Men faktisk er psykisk vold langt mere udbredt. Og det er langt fra altid, at offeret er klar over, at der er tale om et overgreb.

Størstedelen af de kvinder, der søger hjælp på landets krisecentrene, har været udsat for psykisk vold for eksempel ved at blive nedgjort konstant, kritiseret, ydmyget, isoleret eller kontrolleret.

En af dem er 46-årige Lone. Hun ønsker at være anonym af hensyn til sine børn. Lone levede i, hvad hun troede var et helt normalt forhold. Også selv om hun ofte blev ked af det og følte sig kuet af sin mand.

- Jeg synes, han manipulerede med mig. Han ville gerne have sin vilje hele tiden. Og hvis han ikke fik sin vilje, så blev han sur. Så endte det med, at jeg altid gav efter, forklarer Lone.

Det var alle mulige situationer, hvor de to ikke var på bølgelængde.

- Han havde det tit sådan, at hvis han fik en ny bil, eller hvis vi fik et andet sted at bo, så ville det hele blive bedre. Havde vi havde været oppe at diskutere, så kunne man nærmest bevise sort på hvidt, at situationen var på en helt bestemt måde. Men det troede han aldrig på, for hvis han havde besluttet sig for, at det ikke var sådan, jamen så var det ikke sådan, siger Lone.

Daglige skænderier og en mand der konstant blev sur og tvær, når han ikke fik sin vilje, nedbrød langsomt Lone.

- Jeg havde det sådan, at jeg hele tiden skulle passe på, hvad jeg gjorde. For hvis jeg gjorde noget forkert, så blev han enormt sur. Hvis han så ikke fik sin vilje med det, han lige havde lyst til, jamen så var jeg jo nødt til konstant at sætte mig selv i baggrunden, siger Lone.

- Han brugte mig meget til at holde en facade udadtil. Vi skulle vise alle andre, at det hele bare var så fint og så flot. Og jeg har selv været rigtig god til at holde den facade. Og omgangskredsen og kollegerne var meget overraskede over, at jeg lige pludselig rejste. De troede ikke, at han var sådan, for han var jo sådan en god mand, sagde de. Og ja, når vi var sammen med andre, så var han også en god mand, siger hun.

I januar 2013 knækkede filmen. Lone var slidt op og forlod sin mand.

- Jeg havde ikke overskud til det længere. Og jeg tænkte, at nu var jeg nødt til at gøre noget. For hvis vi ikke alle sammen skulle gå ned med flaget, så valgte jeg at trække stikket, og så tog jeg så af sted, siger hun.

Men det var først på krisecenteret i Aabenraa, at det gik op for Lone, at hun havde været udsat for psykisk vold.

- På krisecenteret fortalte de mig, at det var en form for psykisk vold, som jeg havde været udsat for. Jeg kunne godt se, at jeg havde været udsat for psykisk vold, men det var jeg bare slet ikke klar over, for jeg tænkte mere, at det var mig selv, der var noget galt med, forklarer Lone.

Lone og børnene tilbragte knap seks uger på krisecenteret. I dag er hun ikke i tvivl om, hvordan den psykiske vold gjorde mest ondt.

- Der kom nogle små trusler til sidst, inden jeg rejste. Han kaldte mig "møgkælling" og sagde en masse grimme ting til mig. Men det var ikke det værste. Det værste var det spil, der foregik. Det var måden, tingene foregik på. For eksempel at han smækkede med døren, hvis han var sur. Han gik i protest og sagde ikke, hvor han gik hen og kom først sent hjem. Det var ret slemt, for så gik jeg og spekulerede på, om der nu var sket noget. Men han var bare ligeglad og kunne slå det hen med, at han bare gik en tur. Men det vidste jeg jo ligesom ikke, slutter Lone.