Magtskifte på energiområdet: Havvindmøllers omsætning overhalede olie og gas

Lave oliepriser har været medvirkende til, at offshore vindenergi havde den største omsætning i 2015.

I 2015 omsatte offshore vindenergi-branchen for 62 milliarder kroner. Foto: SØREN BIDSTRUP/Scanpix 2016. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Der skete et magtskifte på energiområdet i 2015.

For første gang nogensinde var havvindmøller en større forretning end olie og gas, når man ser på omsætningen.

Det viser en analyse af den danske offshore-branche, som Region Syddanmark har fået udarbejdet.

I 2015 omsatte offshore vindenergi-branchen for 62 milliarder kroner. Til sammenligning omsatte olie og gas-branchen for 55 milliarder kroner.

Årsagen er især, at olieprisen var lav i 2015, men det markerer alligevel et skifte.

Det vurderer Anders Brædstrup, der er udviklingskonsulent i Region Syddanmark.

- Offshore vindenergi er i vækst, og hvis vi ser på udviklingen over en årrække, så tyder alt på, at vind vil blive væsentligt større end olie og gas, mener han.

Anders Brædstrup peger blandt andet på, at en række nordeuropæiske energiministre har til hensigt at udbygge antallet af havvindmøller i Nordsøen.

- Den vision skal selvfølgelig følges op med konkrete planer, men der er grund til at tro, at der er en politisk vilje til at føre det ud i livet. Det vil betyde, at antallet af havvindmøller vil blive mangedoblet, vurderer han.

Region Syddanmark er den danske region, der har flest beskæftigede i offshore-branchen.

Omsætning for havvindmøller, olie og gas

  • Offshore vind omsatte i 2015 for 62 milliarder kroner. Det er en stigning på 4 milliarder kroner i forhold til 2014.

  • Olie og gas omsatte for 55 milliarder kroner i 2015. Det er et fald på 32 milliarder kroner i forhold til 2014.

Facebook
Twitter