Mand troede, han var bidt af ulv: Viste sig at være en hund

Dna-prøver viser, at det var en hund og ikke en ulv, der i september bed en 26-årig mand i benet.

Det var ikke en ulv, der bed, viser DNA-prøver. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Det var en hund og ikke en ulv, der i slutningen af september bed en 26-årig mand fra sønderjyske Hjelmrode i benet.

Det konkluderer dna-prøver fra mandens ben, oplyser Marian Chriel, der er specialkonsulent i Miljøstyrelsen.

- Materialet har været sendt ned til det tyske institut, vi bruger til at undersøge for ulve-dna. Og det er afkræftet.

Hændelsen fandt sted nær mandens have. Manden var gået ud i området for at se, hvad der var sket, efter at hans hund var blevet skræmt.

Her stødte anmelderen på dyret, som han beskrev som ulvelignende, cirka 70-80 centimeter høj, havde grå/hvid farve og et stort hoved.

Dyret bed derefter manden kortvarigt i buksebenet. Den 26-årige sparkede dyret, der løb fra stedet.

Marian Chriel forklarer, at det er usansynligt, at en ulv vil angribe et menneske i en have.

- Ulve opsøger ikke normalt områder med mennesker. De færdes hellere mere fredsommelige steder. En syg eller presset ulv vil kunne ende i et boligområde, men sunde og raske ulve vil holde sig på afstand.

Efter at have foretaget dna-prøver fra rifterne i mandens læg kan det altså konkluderes, at der var tale om et bid fra en hund og ikke en ulv.

Artiklen er opdateret med citater fra Miljøstyrelsens specialkonsulent Marian Chriel.