Markant flere mænd tager piller for at få rejsning

Dansk Sexolog Forening frygter, man ikke får løst den egentlige årsag til problemerne.

Stigningen skyldes blandt andet, at der er kommet nye og billigere piller på markedet. (Foto: MARK BLINCH © Scanpix)

Problemer med at præstere i soveværelset betyder, at et stigende antal danskere får potensmedicin hos lægen.

I 2010 fik 73.149 danskere udskrevet en recept på potensmedicin. Det tal er steget til 101.211 i 2015, og der langt flere mænd end kvinder, som tager medicinen.

Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Stigningen skyldes blandt andet nye og billigere piller på markedet.

Derudover opsøger et stigende antal mænd lægen med rejsningsproblemer.

Det oplyser Jens Sønksen, der er formand for Dansk Urologisk Selskab, og overlæge og professor på Urologisk Afdeling på Herlev Hospital.

- Det er et område, der har været et stort fokus på. Det har gjort, at vi har fået fat i flere med potensproblemer. Også en gruppe, som tidligere ikke troede, der var noget at gøre, siger han.

Ifølge Jens Sønksen skal en del af stigningen også forklares med, at man i dag kan behandle andre lidelser med potensmidler. Det gælder blandt andet vandladningsproblemer.

- Men der er ingen tvivl om, at det fokus, der har været på området, har givet anledning til, at flere henvender sig, og vi får behandlet flere, siger han.

Hos Dansk Sexolog Forening er formand Susanne Lybye glad for, at flere søger hjælp. Men hun er bekymret for, om lægerne er blevet lidt for rundhåndede med at dele medicin ud. (Foto: Keith Bedford © Scanpix)

Dansk Sexolog Forening: Løser ikke alle problemer

Hos Dansk Sexolog Forening er man imidlertid bekymret over udviklingen.

Formand Susanne Lybye er bange for, at lægerne er for hurtige til at gribe ud efter receptblokken, når en mand henvender sig med potensproblemer.

- Spørgsmålet er, om lægerne bruger nok tid på at finde ud af, om det er et problem, der bedst løses medicinsk. Der er også tilfælde, hvor problemet er psykisk og løses bedst med samtaleterapi, siger hun.

I de tilfælde vil potenspiller ifølge Susanne Lybye være en hurtig løsning, der ikke retter op på det reelle problem.

Formand for de praktiserende læger i Syddanmark, Jørgen Skadborg, afviser dog, at lægerne udskriver recepter på potenspiller til patienter, der ikke har brug for det.

- Vi har en meget bred tilgang til problemstillingen, hvor vi både kommer omkring sexologi, psykologi og fysiologi, før vi tager stilling til hvilken behandling, der er den rette, siger han.

I Syddanmark fik 15.626 udskrevet en recept på potensmedicin i 2010. Det tal er steget til 21.486 i 2015.

FacebookTwitter