Martin får sit pas tilbage: Jeg kæmpede for et godt formål

Dansk kriger får sit pas tilbage efter at have kæmpet mod IS. Nu bliver han i Danmark.

32-årig Martin fra Esbjerg, der har kæmpet i Irak mod Islamisk Stat, får sit pas tilbage og kan igen rejse ud af landet. Det har Retten i Esbjerg afgjort i dag.

- Jeg er lykkelig og glad for endelig at have fået rettens ord for, at jeg ikke har gjort noget forkert, siger Martin, som blot omtales ved sit fornavn.

Martin fik sit pas inddraget i august, efter han sidste år rejste til Irak for at kæmpe mod Islamisk Stat.

Han deltog i fire måneder i 2015 i kampen mod IS i den nordirakiske by Kirkuk, hvor han kæmpede sammen med de kurdiske peshmergastyrker. Martins advokat, Erbil Kaya, har hele tiden lagt vægt på, at Martin - ligesom Danmark - kæmpede mod IS.

- Jeg kæmpede for et godt formål, og jeg er superglad for at få rettens ord for, at det er et anerkendelsesværdigt formål at tage ned og hjælpe, siger Martin.

Ifølge pas-loven kan politiet tage passet fra danskere, som er mistænkt for at ville rejse ud og deltage i væbnede konflikter i udlandet. Syd- og Sønderjyllands Politi valgte på den baggrund at inddrage den 32-årige danskers pas.

- Men retten kunne heldigvis godt se, at jeg ikke er på vej nogen steder hen på grund af status i mit liv lige nu, siger Martin og henviser til, at han både har arbejde og kæreste i Danmark.

I dag vil Martin fejre, at han får sit pas tilbage, selv om han ikke planlægger at bruge det lige med det samme.

- Jeg bliver i Danmark nu. Jeg skal selvfølgelig også på ferie, men det bliver hverken i Irak eller Syrien, siger Martin.

Politiets jurist i sagen, Christel Hejmdal, oplyser, at politiet nu vil nærlæse kendelsen og derefter tage stilling til, hvorvidt man vil anke.

Pasloven

  • Politiet fik i 2015 beføjelse til at taget passet fra danske statsborgere.

  • Politiet kan inddrage passet - eller nægte at udstede et - hvis den pågældende mistænkes for at være på vej til at deltage i krig i udlandet.

  • Forudsætningen er, at "dette kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden".

  • Inddragelse af pas sker som udgangspunkt for et år ad gangen. Fristen kan forlænges med et år ad gangen.

  • Kilde: Ritzau