Masser af hoteller udvider kapaciteten

Mange hoteller er nødt til at udvide kapaciteten på grund af et stigende antal gæster.

Hotelchef på Cabinn i Esbjerg Michael Foged beretter om et stigende antal gæster, derfor har man valgt at udvide med 73 senge. (Foto: Bo Bechsgaard- DR Syd)

Der er så mange overnattende gæster på hotellerne, at flere hoteller rundt om i landet må udvide for at kunne følge med efterspørgslen.

Antallet af solgte værelser er steget fra knap 7,4 millioner i 2008 til 8,8 millioner solgte værelser i 2014. Og de mange ekstra overnattende gæster får nu hotelbrancen flere steder til at udvide.

- Vi udvider med 73 værelser. Vi er på 136 nu, og vi skal op på 209 værelser, siger Michael Foged, der er hotelchef på Hotel Cabinn i Esbjerg.

Udvidelser mange steder

På Cabinn koster udvidelsen 30 millioner kroner. Og det er ikke det eneste sted, at man udvider for tiden.

Også Cabinn i Aarhus udvider, det samme gør Tivoli Hotel, Hotel Neptun i København og Glostrup Park Hotel også opretter ekstra værelser i år.

Derudover er flere hoteller på tegnebrættet rundt omkring i landet, som ventes at skyde op om to til tre år.

Afviser kunder hver uge

På Hotel Cabinn i Esbjerg har man været nødt til at udvide hotellet, fordi man ikke har haft senge nok til den store efterspørgsel.

- På alle hverdage må vi sige nej til gæster, når de spørger, om de kan booke et værelse. Altså kommer man i sidste øjeblik, så er der ingen ledige værelser hos os. Hver evig eneste uge  afviser vi kunder, siger han.

I Esbjerg er der især brug for senge til folk fra offshore-industrien, der arbejder med vind, olie og gas i Nordsøen.

- Den branche boomer vildt lige nu, fortæller Michael Foged.