Mens de fleste børn holder sommerferie - er der nogen, der aldrig har fri med mor og far

For første gang har Socialstyrelsen kortlagt, hvor mange børn der aldrig holder ferie.

I Esbjerg argumenterer forældrene med, at det er bedre for børnene at være i institution, fordi de keder sig derhjemme. Her ses Vognsbøl Børnehus, hvor der er få børn tilbage. (Foto: Helle Rohde)

Sommerhus, strandleg og lidt flere is end normalt.

Det lyder som en klassisk opskrift på ferie for børnefamilier, men det er ikke alle børn, der oplever det.

En kortlægning fra Socialstyrelsen viser, at knap 7 procent af børn i daginstitutioner har mindre end tre ugers ferie med mor og far på et helt år.

1,6 procent af børnene holder slet ikke ferie i løbet af året.

Selv om tallene kan virke små, mener Børns Vilkår, at de er for høje.

- Det at gå i daginstitution er lige som at gå på arbejde. Børnene skal forholde sig til mange mennesker hver dag og tilpasse sig de rammer, der er. Så det er jo ikke godt for børn ikke at holde ferie, siger psykolog ved Børns Vilkår Malene Angelo.

Forældre: Det er bedre for mit barn

I daginstitutionerne i Jerne-Spangsbjerg-området i Esbjerg Kommune kender lederen alle forældrenes argumenter for at holde børnene i institution hen over sommeren.

- Vi hører ofte, at barnet keder sig derhjemme, barnet har bedst af at have den samme rytme hver dag, og at det kommer i daginstitution for også at være sammen med andre børn, fortæller områdeleder Helle Rohde.

Samme argumenter gengiver pædagogernes fagforening BUPL.

Men det er helt forkerte argumenter, for de små har brug for roen og deres forældre, mener Børns Vilkår:

- Børnene får ikke mulighed for at udvikle sig i det samvær, de kan få med deres nærmeste. Når der er bedre tid til at snakke og lave ting sammen, så udvikler børnene sig mere end i situationer, hvor der er lidt tid til voksenkontakt og nærvær, siger Malene Angelo.

Hun håber, at daginstitutionerne vil gøre det til deres rolle at tale med forældrene om det.

Det har de allerede haft fokus på i år i vuggestuerne og børnehaverne i Esbjerg. Og det har haft en effekt at tale med de forældre, som ikke holder særlig meget ferie med deres børn.

- Der er markant flere, som har en uge til fjorten dage nu her i sommerferien end tidligere, fortæller Helle Rohde.

Ifølge Socialstyrelsens rapport, er det cirka 80 procent af børnene, der holder mellem tre og ti ugers ferie om året.

Facebook
Twitter