Mindretalspartier: Grænsekontrollen skal væk nu

Kontrollen er for dyr og skader erhvervslivet på tværs af grænsen, mener flere partier.

Slesvigsk Parti og Sydslesvigsk Vælgerforening vil gerne have afskaffet grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Grænsekontrollen skal væk, og det skal være nu.

Sådan lyder det fra både Slesvigsk Parti, der fører lokal- og regionalpolitik på begge sider af grænsen, og Sydslesvigsk Vælgerforening, der sidder i delstatsparlamentet for Slesvig-Holsten.

Slesvigsk Parti gik ellers ind for den midlertidige grænsekontrol, da den blev indført. Men nu må det være nok, mener formand for partiet Carsten Schmidt.

- Vi havde en frygt for, at der kom store flygtningestrømme, som ville ophobe sig i Danmark. Men det er jo ikke realiteten, siger Carsten Schmidt.

Han mener derfor, at omkostningerne ved grænsekontrollen er blevet alt for store.

- De mange penge, som bruges på grænsekontrol, er nærmest spildt. Vi mangler politi andre steder, for eksempel i nattelivet og i baglandet, siger Carsten Schmidt.

I dag tager Carsten Schmidt og kolleger fra SSV på tur til danske virksomheder som Linak og til Industri- og Handelskammeret i Flensborg for at høre, hvordan virksomhederne i regionen ser på grænsekontrollen.

- Vi oplever, at grænsekontrollen i dramatisk grad hæmmer dynamikken i området og gør det sværere at samarbejde. Vi har i høj grad brug for, at arbejdskraften kan flytte sig på tværs af grænsen, siger Carsten Schmidt.

De to slesvigske partier oplever ikke kun grænsekontrollen som en fysisk barriere, men også som en mental grænse, der nu er ved at fæstne sig i befolkningerne.

- Bevidstheden om, at vi hører sammen her i grænselandet, er ved at falde fra hinanden. Det er næsten det værste. Derfor er det på høje tid at få afskaffet grænsekontrollen, siger formanden for Sydslesvigsk Vælgerforening.

I går foreslog EU-Kommissionen, at Danmark og fire andre Schengen-lande må forlænge grænsekontrollen med yderligere tre måneder.