Når kvinder skal føde, så er der nogle, der på forhånd ønsker et kejsersnit.
Men svaret er nej på alle af Region Syddanmarks fødestuer, når der ikke er en medicinsk begrundelse for det.
Det har bragt antallet af kejsersnit ned, og metoden kommer fra Aabenraa Sygehus.
- Vi starter med at sige, at hun ikke kan få et planlagt kejsersnit. Derefter tilbyder vi en række samtaler, siger kvalitetskoordinator Tove Bøttcher fra fødestuen i Aabenraa.
Metoden kaldes Aabenraa-modellen, og den går blandt andet ud på, at de kommende forældre har samtaler med personalet på fødestuen om fødslen, så kvinden bliver tryg ved at føde vaginalt.
Du får ikke et kejsersnit
Modellen er blevet bredt ud på resten af Region Syddanmarks fødeafdelinger.
Blandt andet på Sydvestjysk Sygehus' afdeling i Esbjerg.
Her får kvinderne et nej til kejsersnit, hvis der ikke er nogen medicinsk begrundelse, siger specialeansvarlig i obstetrik Jane Maria Lyngsø - og sådan har det ikke altid været.
- Førhen sagde vi, ja du kan godt få et kejsersnit, men der er også et alternativ. Men alle sagde, jeg vil ikke høre alternativet, jeg vil bare gerne have kejsersnit.
- Nu siger vi til dem, du får ikke et kejsersnit, så hvad gør vi så, siger Jane Maria Lyngsø.
Komplikationer ved kejsersnit
Selvom det måske kan virke til at være mindre smertefuldt - og lettere for mor, så giver det altså en række komplikationer for både barn og mor, når der skal foretages en operation i forbindelse med fødslen, siger kvalitetskoordinator Tove Bøttcher fra fødestuen i Aabenraa.
- Kroppen er jo bygget til at føde, og barnet er beregnet til at komme ud gennem skeden. Det er sådan, naturen har lavet det. Men når barnet bliver lukket ud gennem maven, så kan nogle børn få svært ved at få gang i deres vejrtrækning.
- Når man kommer ned gennem fødselskanalen, så bliver børns lunger udfoldet spontant på en bedre måde, end når man bliver født ved et kejsersnit.
Meningen er, at metoden skal bredes ud til fødeafdelinger rundt om i landet,
- Der har været efterspørgsel fra Region Midtjylland. Vi har været i Herning for at fortælle om vores model, og vi skal snart til Nykøbing-Falster, siger Tove Bøttcher.