Mor og far på forældre-skole: Grænseoverskridende, men det virker

Næsten en tredjedel af landets kommuner tilbyder forældrekurset 'De Utrolige År'.

Familien Damsted Mauritzen afsluttede deres forældrekursus i december 2017. Et kursus, som de klart kan anbefale til andre. (Foto: PRIVATFOTO)

Skrig, skrål, skænderier og magtesløshed.

Hverdagen som børnefamilie kan være fyldt med udfordringer, og nogle gange kan konflikterne vokse sig så store og uoverskuelige, at man kan få brug for hjælp.

Og hjælpen er ikke længere væk end et opkald til kommunen. Flere kommuner tilbyder forældrekurser efter amerikansk forbillede kaldet 'De Utrolige År'.

En af de forældre, som har benyttet sig af den mulighed er Marianne Damsted Mauritzen fra Rødding.

Hendes mellemste søn fik sidste år konstateret ADD, som er en forstyrrelse af opmærksomhedsfunktionen uden hyperaktiviteten, som det kendes fra ADHD.

- Vi havde konflikter hver dag. Det kunne være små ting eller store ting, og det kunne være alle tre drenge. Der var ikke nogen af specifikke af børnene, der skejede mest ud, siger Marianne Damsted Mauritzen.

De Unge År henvender sig til alle forældre med 0-12 årige børn - og ikke kun dem, der oplever mistrivsel i forvejen. Kurset har været udbudt af Socialstyrelsen siden 2006, og er i dag et tilbud i 32 af landets 98 kommuner.

I løbet af 16 gange mødes otte forældrepar og deler problemstillinger med hinanden og får hjælp til, hvordan de skal håndtere konflikterne i hjemmet. Forældrene bliver trænet i, hvad de skal sige, og hvad de skal gøre i hjemmet, og det kommer de tilbage og fortæller om ugen efter. Kurset er en fuld pakkeløsning med spisning og børnepasning.

Helle Hartung, der er psykolog og leder af Center for ADHD, som står for driften af De Utrolige År, fortæller, at det handler om at skabe en positiv relation til børnene.

- Forældrene får forståelse for deres barns adfærd. Og så lærer de at lade være med at skælde ud og i stedet bygge en tæt relation med deres børn, forklarer hun.

Stor efterspørgsel på forældrekursus

Igennem Vejen Kommune blev familien introduceret til forældrekurset. Og det valgte de at takke ja til. Det var dog ikke uden skepsis, fortæller Marianne Damsted Mauritzen.

- Det var meget grænseoverskridende. Til at starte med var det lidt sådan: 'Hvorfor skal de nu afsted på det kursus?' Sådan havde jeg det. Tænker folk om mig, at jeg ikke er god nok som forælder?

I Vejen Kommune har forældre taget på kursus i at være forældre de seneste fire år. Her oplever de ligefrem, at forældrene selv henvender sig - det fortæller Lene Willumsen, der er afdelingsleder i børne og unge-enheden i Vejen Kommune:

- Vi har rigtig mange familier, som ringer og skriver: 'Vi har hørt om det her program. Vi synes, at vores familieliv er udfordret. Vi kunne godt tænke os at komme på kursus – er der mulighed for det?'

Lene Villumsen kan også genkende den grænseoverskridende følelse, som Marianne Damsted Mauritzen fortæller om.

- Det er de modigste familier i Vejen Kommune, der melder sig til sådan et kursus. Det er jo virkelig en erkendelse af, at ’det her har jeg brug for hjælp til at blive bedre til.’ Og i det her tilfælde er det at blive dygtigere som forælder til at sørge for, at ens børn kan mestre livet så godt som muligt, fortæller hun.

Familien Damsted Mauritzen fik hurtigt ændret deres holdning til forældrekurset, fortæller Marianne Damsted Mauritzen.

- Mine fordomme blev banket til vægs i løbet af de første to timer. Jeg sagde også til underviserne efter den første gang, at jeg ikke havde forventet, at jeg ville komme igen. Men selvfølgelig skulle jeg det. For jeg kunne for det første høre, at det ikke kun var vores familie, der havde den slags problemer. Og for det andet var værktøjerne, som de præsenterede for os, nogle vi kunne bruge i den daglige hverdag, fortæller hun.

Forebygger mistrivsel

Ifølge Helle Hartung, der er psykolog og leder af Center for ADHD, som står for driften af De Utrolige År, så er det en kommunal opgave - i forebyggelsens tegn - at hjælpe forældre.

- Det bliver jo kommunernes opgave, hvis det ikke lykkes. Hvis barnet kører af sporet i forhold til adfærd, eller ikke kan deltage i skoleaktiviteter, sidde stille eller koncentrere sig, mener hun.

Og Helle Hartung fortæller, at efterspørgslen fra kommunerne er stigende - flere vil gerne have uddannet forældrevejledere hos centret.

- Kurset er veldokumenteret og passer rigtig godt ind i den tidlige indsats, som kommunerne skal gøre, fortæller hun.

I hjemmet i Rødding har Marianne Damsted Mauritzen og familien i hvert fald fået en hel del ud af kurset, som de afsluttede i december sidste år. Hvor de før havde konflikter dagligt, er der nu mindre af den slags.

- Når der opstår konflikter, så er vi meget hurtigere til enten af få dem løst eller afværget, inden de rigtig bryder løs, med de redskaber, vi nu har fået på kurset.

Marianne Damsted Maurtizen er også overbevist om, at alle forældre ville have godt af en tur på skolebænken.

- Det (kurset red.) burde være obligatorisk for alle forældre. For det gør en forskel, det er der ingen tvivl om. Det har det i hvert fald gjort for os. Vi er blevet gladere, og vi har det meget bedre sammen, afslutter hun.

Kommuner med uddannede gruppeledere i De Utrolige År-forældreprogrammet:

  • Frederikssund

  • Skive

  • Høje Taastrup

  • København

  • Egedal

  • Vordingborg

  • Mariager Fjord

  • Kolding

  • Herning

  • Ikast-Brande

  • Varde

  • Syddjurs

  • Aarhus

  • Holstebro

  • Randers

  • Sønderborg

  • Guldborgsund

  • Lolland

  • Roskilde

  • Middelfart

  • Furesø

  • Odsherred

  • Viborg

  • Skanderborg

  • Rødovre

  • Vejen

  • Struer

  • Ishøj

  • Frederikshavn

  • Faxe

  • Nordfyns

  • AabenraaKIlde: Center for ADHD

Facebook
Twitter