Mor skal op at stå, når baby vil til verden med numsen først: Ny metode skal lette fødsler og sikre færre kejsersnit

Det har været den bedste måde at føde på, mener Christina Ravnsbæk Madsen, der er mor til tre.

Da vandet gik under et luciaoptog sidste jul tog gravide Christina Ravnsbæk Madsen hurtigt til Aabenraa Sygehus.

Hendes baby lå med numsen nedad, og derfor skulle hun i såkaldt sædefødsel. Men det foregik ikke på briksen, som det ellers gør de fleste steder.

- Det var egentlig bare en lettelse at komme op at stå. Til sidst, da hovedet skulle ud, tog jeg venstre ben op på en skammel for at give mere plads, og så kom hun bare, fortæller Christina Ravnsbæk Madsen.

Nu skal flere gravide kvinder, hvor barnet vender forkert, føde ligesom Christina Ravnsbæk Madsen.

Sædefødsler går ofte meget hurtigt. Christina Ravnsbæk Madsens havde født sin pige på fire minutter. Her er det overlæge Kamilla Gerhard Nielsen, der tager imod hende. (Foto: (privatfoto) © (c) DR)

Slut med at ligge på ryggen

Ved omkring tre til fire procent af de danske fødsler ligger barnet forkert – med numsen nederst. På Sygehus Sønderjyllands fødeafdeling i Aabenraa har man det seneste år taget en ny metode i brug for at bringe de børn naturligt til verden.

Kvinderne skal op at stå, ned på alle fire eller bevæge sig rundt. Generelt skal de alt andet end at ligge fladt ned på ryggen, som man ellers hidtil har gjort.

Metoden bruges allerede i Tyskland, England og Australien, men fødegangen på Aabenraa Sygehus er den første her i landet til at gøre brug af oprejste sædefødsler. Det skal de nu lære fra sig - i weekenden er 110 jordmødre og fødselslæger fra fødestuer i hele landet til seminar i Aabenraa.

Håber på færre kejsersnit

Håbet er at udbrede metoden, så flere kvinder vælger kejsersnit fra. Det fortæller Kamilla Gerhard Nielsen, der er overlæge på Aabenraa Sygehus’ fødeafdeling og førende i metoden her i landet:

- Det kunne nok betyde, at kejsersnitsfrekvensen bliver en smule lavere. Hos os er en del af de planlagte kejsersnit børn, der vender forkert. Så det, at personalet er trygge ved det, gør, at kvinderne bliver trygge ved det og gerne vil føde i stedet for at få et kejsersnit, siger hun.

En af kursisterne er Majbritt Romme, der er jordmoderleder på Næstved Fødegang. Hun fortæller, at ekspertisen og erfaringen i sædefødsler er blevet meget mindre på hendes afdeling - det vil man gerne lave om på. Og hun er begejstret for den nye metode.

- Praksis i sædefødsler har jo været meget hurtigt at ty til kejsersnit. Så hvis man kan lave om på den praksis er der flere kvinder, der kan føde vaginalt. Så undgår man det indgreb et kejsersnit er, og de komplikationer, det kan medføre, siger hun.

Fejlagtig forskning blev gjort til lov

Ifølge Patienthåndbogen foretages der kejsersnit i ni ud ti tilfælde, når barnet vender forkert.

Det skyldes primært, at et stort internationalt studie - Term Breech Trial - fra 2000 slog fast, at sædefødsler var farlige for børn.

Forskningen har siden mødt meget kritik, da det ikke kunne overføres til vestlige forhold. Og flere udenlandske studier – blandt andet fra Krankenhaus Sachsenhausen i Tyskland – har modbevist resultatet.

Ved sædefødsler, hvor kvinden står op og er i bevægelse, kan man langt bedre udnytte tyngdekraften og fysiologien, forklarer Kamilla Gerhard Nielsen.

- Barnet skal drejes, når det kommer ned igennem morens bækken. Og det er altså nemmere, når kvinden kan bevæge sig og står op. Så udnytter vi tyngdekraften, så barnet bliver født nedad, modsat, når kvinden ligger på fødebriksen, og barnet nærmest fødes opad, forklarer hun.

Christina Ravnsbæk Madsens baby vendte forkert, da hun blev født den 13. december sidste år. I dag har mor og datter det godt, og den lille pige har fået navnet Lucia. (Foto: (privat) © (c) DR)

Sædefødsel er ikke uden risiko

Det er ikke optimalt, når barnet fødes med numsen først, og den gravide kvinde har altid mulighed for at vælge at føde ved kejsersnit på sygehuset i Aabenraa. Men der kan også opstå komplikationer ved et kejsersnit.

På fødeafdelingen i Aabenraa anbefaler man kvinderne at føde naturligt med den nye metode, hvis barnet vender forkert.

- Ligesom når man føder tvillinger eller har svangerskabsforgiftning er det her en risikofødsel. Den kræver, at vi er ekstra opmærksomme, men når vi så er det, mener vi, at sædefødsel er lige så sikre som at føde med hovedet først, understreger Kamilla Gerhard Nielsen.

"Det er mit livs bedste fødsel"

Ni kvinder har sidste år prøvet den nye form for sædefødsel på fødeafdelingen i Aabenraa, og tilbagemeldingen har været overvældende.

- Dem, der gerne vil sædefødslen synes alle sammen, at det har været helt fantastisk. De har meldt tilbage, at det har været deres livs bedste fødsel, siger Kamilla Gerhard Nielsen.

Christina Ravnsbæk Madsen var tredjegangsfødende og havde været igennem både normal fødsel og kejsersnit, da hun kort før jul endte i Kamilla Gerhard Nielsens hænder.

- Den bedste var absolut den sidste her. Når du har ondt, er det rart at kunne bevæge sig lidt. Det gav mig lidt andet at tænke på. Det var også nemmere at få hende (babyen, red.) presset ned, og da jeg til sidst tog benet ud til siden, kom det helt af sig selv.

Facebook
Twitter