'Når solcellen kommer ind i ægget, bliver det til en baby'

I denne uge har 19.000 børnehaveklasser haft seksualundervisning.

- Manden kan stikke sin tissemand ind i morens babyhul, forklarer Karl Martin Jessen.

Han går i børnehaveklasse på Agerskov Skole, og det er ikke småting ungerne har lært denne uge.

- Når en solcelle er kommet ind i ægget, tager de den og putter ind i maven, og så bliver det til en baby, lyder det fra klassekammeraten Clara Bossen.

Vi er i uge seks, og det betyder, at der har stået seksualundervisning på skoleskemaet hos 350.000 folkeskoleelever landet over.

Selv børn helt ned til 0. klasse har lært om kroppens anatomi, seksualitet og blomster og bier siden i mandags.

Og det er slet ikke for tidligt at tage fat i de emner i børnehaveklasselokalet, mener elevernes børnehaveklasselærer.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at børn forstår, at man er fin, som man er. Og de ikke vælger kammerater ud fra, hvordan de ser ud, men hvordan de leger sammen, siger Meta Vestkjær Andersen, der har været børnehaveklasselærer i 25 år.

Vigtigt at børn lærer, at forskellighed er godt

Temaet har i år været kropsidealer. Og ifølge børnehaveklasselederen er det vigtigt at tale om – også i de små klasser.

- Hvis et af børnene er lidt anderledes, skal der ikke meget til, før de andre finder på at holde vedkommende ude af legen. Og allerede i første, anden og tredje klasse fokuserer man på udseende og tøj.

Det kender Agnete Degn Pedersen, Alma Holmberg Madsen og Nadia Steensen alt for godt. De går i 8. klasse på Løsning Skole og ville ønske, at de meget tidligere havde talt om seksualitet og kropsidealer i skolen.

- Man kan meget nemt komme til at føle sig forkert eller udenfor.

- Man skulle have haft nogle flere snakke om det. Det kunne for eksempel være i skolens seksualundervisning, da man var yngre.

På skolen i Agerskov påtager Meta Vestkjær Andersen sig gerne den opgave som børnehaveklasseleder.

- Kropskulturen er svær at være i lige nu. Så jeg synes, det er vigtigt, hvis jeg kan være med til at udbrede den mangfoldighed, vi står for som folkeskole fra eleverne er helt små.