Naboer vækket af religiøs musik midt om natten: Kirkeklokker ringede i timevis

Af ukendte årsager ringede kirkeklokkerne i lille landsbykirke i flere timer i nat.

Klokkespillet i Uge Kirke gik på uforklarlig vis i gang med at ringe flere timer i nat. (© Uge Kirke)

Lige over for kirken i den sønderjyske by Uge ved Tinglev bor Hans Clausen. Omkring klokken tre natten til fredag blev han og konen vækket på en noget usædvanlig måde: Lyden af kirkeklokkespil.

- De ringede i flere timer, så vi måtte tage ørepropper i, men min kone kunne ikke falde i søvn igen.

Hans Clausen og konen kan se lige over til kirken fra deres hus, så da klokkerne bimlede løs på dette mærkværdige tidspunkt, hoppede han ud af sengen.

- Jeg gik hen til vinduet for at se, om der skete noget derover. I gamle dage ringede kirkeklokkerne jo, når der var fare på færde.

De ringede i timevis

Det var vagtchef Bjørn Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der klokken lidt over tre i nat modtog anmeldelsen om det natlige klokkespil fra en beboer i området.

Han kender ikke årsagen, men han konstaterer, at det er et lidt usædvanligt tidspunkt at indkalde til gudstjeneste.

Et par timer senere blev menighedsrådsformand Leif Andersen ringet op af én af naboerne til kirken.

Leif Andersen bor lidt uden for byen, og havde derfor ikke hørt de løbske klokker, så han fik travlt med at komme i tøjet og op til kirken, hvor han fik sat en stopper for dem.

Klokkerne styres automatisk, og det er ikke første gang, der er uorden i teknikken, siger Claus Hansen

- Det er der ofte. Nogle gange ringer de ikke i flere dage, og det er også sket før, at de har ringet om natten. Men det er dog mere sjældent.

Præsteboligen i byen står tom, og kirketjeneren bor ikke i byen, så nogle gange kan der godt gå dage, inden det bliver opdaget, at klokkerne ikke ringer solen op og ned, siger Claus Hansen.

Derfor skal teknikere nu se nærmere på elektronikken i klokketårnet, fortæller Leif Andersen.

- Ellers er der jo ikke andet for end, at vi må tilbage til manuelt at ringe med klokkerne, siger han.

I februar sket noget nær det samme i Jerne Kirke ved Esbjerg. Her blev beboerne også vækket af klokkespil midt om natten - dengang skyldtes det kulde og sne.