Næsten hver 10. dansker har oplevet stalking

132.000 danskere er udsat for stalking, men sagsbehandlingen hos politiet kan være lang.

Hvis du bliver forfulgt og chikaneret, så må du måske væbne dig med tålmodighed, hvis du vil have politiet til at gøre noget ved det. Fænomenet hedder stalking, og det oplever næsten hver 10. dansker.

Ubehagelige telefonopkald, truende sms'er og uønskede besøg. Næsten hver 10. dansker, eller helt konkret ni procent, har oplevet at blive stalket. Aktuelt er der op mod 132.000 danskere, der er udsat for stalking, viser tal fra Justitsministeriet.

Men sagsbehandlingen hos politiet kan være lang, hvis ofret ønsker et polititilhold til gerningsmanden.

Det ved Tina Nielsen fra Aabenraa, der i næsten et år er blevet forfulgt og chikaneret af den samme mand.

- Det er enormt stressende, og jeg har mareridt over det, siger Tina Nielsen.

Sæt ikke forhåbningerne for højt

Chikanen sker på Tina Nielsens arbejdsplads, over telefonen og endda inden for hjemmets fire vægge. Siden chikanen begyndte har Tina Nielsen løbende været i kontakt med Syd - og Sønderjyllands Politi.

På opfordring fra politiet anmeldte hun i april manden til politiet for husfredskrænkelse - med henblik på at stoppe chikanen med et polititilhold.

Men Tina Nielsen fik også at vide, at hun ikke skulle sætte forhåbningerne for højt.

Ingen særskilt paragraf om stalking

Folketinget vedtog i 2012 en lov, der definerer stalking som systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane. Loven samler også reglerne for polititilhold.

Og det skulle gøre det lettere for politiet blandt andet at give tilhold. Men Danmark har ikke en særskilt paragraf om stalkning.

Problemer med at få et tilhold

Tina Nielsen fra Aabenraa har stadig til gode at høre fra politiet. Og det er ikke helt ualmindeligt, siger Lise Linn Larsen, der er formand for Dansk Anti-Stalking Forening.

- Det er nok mere reglen end undtagelsen, at man har problemer med at få et tilhold. Så man kan sige, at selvom vi fik den her lov, og vi synes, at den lægger op til, at man skulle kunne handle hurtigere, så er det ikke det, vi ser, siger hun.

Hos Syd - og Sønderjyllands Politi oplyser politiinspektør Kaj Nielsen, at sagsbehandlingstiden er et spørgsmål om sagens omfang.

På grund af forhandlingerne om en regeringsdannelse har det ikke været muligt at få en politisk kommentar.

Facebook
Twitter