Natklub hyrer kendt bedrageridømt som trækplaster

Natklub arrangerer efterfest med bedrageridømt jetsetter. Rektor kalder det 'ualmindelig stupidt'.

Unge i Tønder kan fredag aften feste til et fængsels-tema i en af byens natklubber. (Arkivfoto) (Foto: Birk Kromann)

Fredag aften kan Tønders unge feste løs med en dømt kriminel i en fængselscelle på et af byens diskoteker.

Det er natklubben Queens Club, der kører et fængselstema, og man har betalt den bedrageridømte Mads Dinesen, den såkaldte 'champagnedreng', for at dukke op.

Men det møder stærk kritik fra Tønder Gymnasium, som er vært for en gymnasiefest umiddelbart inden natklubbens efterfest.

- Ikke studenterhuen, der trykker

Rektor på Tønder Gymnasium, Jens Gade, ser ingen fornuftig sammenhæng mellem kendte kriminelle og fest for unge mennesker.

Derfor langer han ud efter arrangørerne af festen.

- Jeg synes ikke, de fungerer som gode rollemodeller for vores elever på den måde. Det er ikke studenterhuen der trykker, og jeg synes, det er helt ualmindelig stupidt, siger rektor på Tønder Gymnasium, Jens Gade.

Har udgang til festen

Mads Dinesen har modtaget en straf på to år og seks måneder, men han har fået udgang fra fængsel denne weekend for at kunne drikke champagne med Tønders unge.

Men kombinationen af de to fester bryder Jens Gade sig ikke om.

- Det er jo ikke første gang, vi er udsat for, at et lokalt værtshus prøver at nasse sig til en ekstra indtægt ved at lægge sig i halen på os, siger Jens Gade, som opfordrer eleverne til at blive væk.

Natklub: Vi blåstempler ikke kriminalitet

Queens Clubs ejer siger, at Mads Dinesen blot skal opfattes som et trækplaster og ikke som en blåstempling af hans kriminelle handlinger.

- Det handler om, at han har gjort sig bemærket, før han blev kriminel. Han har blandt andet blendet tusindkronesedler og hældt dyr champagne i et fattig-hul. Derfor synes vi, at han passer perfekt ind, siger Mike Juhl Jensen, ejer af natklubben.

Han understreger, at arrangementet ikke er ulovligt.