Naturfond vil gøre Mandø til et paradis for trækfugle

Fonden vil opkøbe så meget af øen som muligt og foretage en omfattende genopretning af naturen.

Forholdene for de mange trækfugle på øen skal være endnu bedre, lyder det fra Den Danske Naturfond. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det myldrer med fugle i alle størrelser på Mandø i Vadehavet.

Nu vil Den Danske Naturfond have gjort forholdene endnu bedre for de millioner af trækfugle, der lægger vejen forbi øen.

Fonden vil opkøbe så meget af Mandø som muligt og foretage en omfattende genopretning af naturen.

Det oplyser fonden og Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

- Naturen på Mandø er ganske særlig, og det er oplagt at lade den være central i den videre udvikling af øen, siger borgmester i Esbjerg Kommune Johnny Søtrup (V).

Projektet indebærer blandt andet, at man vil have vandet til at stå højere på øen, så fuglene får endnu bedre vilkår. Derudover vil man lægge dele af Mandøs traditionelle landbrug om til mindre intensiv drift.

Ifølge Den Dansk Naturfond og Esbjerg Kommune skal det ske i tæt dialog med Mandøboerne, så man sikrer, at de lokale fortsat har mulighed for at leve af landbrug på øen.

Flemming Nielsen, der er direktør i Den Danske Naturfond, fortæller:

- Det er en frivillig proces, hvor vi taler med jordejerne om muligheden for at købe jord, sælge jord og bytte jord. På den måde håber vi på at få nogle arealer til rådighed, hvor vi kan lave bedre forhold for fuglene, siger han.

Og den lokale forankring er altafgørende, lyder det fra Claus Christensen, der er formand for Mandø Fællesråd.

- Man skal kunne leve på og af Mandø, og derfor er det et kardinalpunkt, at det er et projekt, som vi selv er en del af og tager ansvar for, siger han.

Projektet på Mandø

  • Den Danske Naturfond har i første omgang afsat 20 millioner kroner til projektet, men fonden vurderer, at det formentlig løber op i omkring 30 millioner kroner, inden man er færdig med projektet.

  • Ud over Den Danske Naturfond deltager Esbjerg Kommune, Nationalpark Vadehavet, Naturstyrelsen og Sydvestjysk Udviklingsforum i projektet.

  • Esbjerg Kommune bidrager med 2,8 millioner kroner, mens Nationalpark Vadehavet putter 900.000 kroner i projektet.