Nu er pengene fordelt: Se om din kommune har fået millioner

50 kommuner har søgt om penge, men kun de 18 mest udfordrede kommuner får del i pengepuljen.

Størstedelen af de kommuner, der har søgt økonomisk hjælp, har ikke fået det.

Tønder, Brønderslev og Albertslund er nogle af de kommuner, der kan ånde lettet op.

For de er blandt de 18 kommuner, der nu deles om 620 millioner kroner fra indenrigs- og boligministeriet.

I dag er den årlige pulje til "særligt vanskeligt stillede kommuner" nemlig blevet fordelt.

Den skal blandt andet sikre rengøring til de ældre og børnehaver til de yngste næste år.

Men selvom der i år har været 250 millioner kroner mere i puljen, føler mange borgmestre sig oversete. For mere end halvdelen af de kommuner, der har søgt penge, får ikke nogen.

Og dét kan få store konsekvenser i for eksempel Sønderborg Kommune.

Beboerne på Gråsten Plejehjem håber ikke, at de bliver ramt af kommunens økonomiske udfordringer. (Foto: Hanne Høier © DR)

Sønderborg Kommune har søgt om at få 125 millioner kroner, men endte med nul.

Og det kan resultere i færre gåture og aktiviteter for beboerne på Gråsten Plejecenter i Sønderborg Kommune, fortæller den socialdemokratiske borgmester Erik Lauritzen:

- Vi vil kæmpe, hvad vi kan for at holde velfærdsområderne fri. Men det tror jeg ikke kan lykkes, siger han.

32 kommuner har lange næser

50 kommuner har i alt søgt om at få knap to milliarder kroner.

Men pengepuljen, der nu er fordelt, er kun en tredjedel af det beløb. Derfor må størstedelen nu i gang med talgymnastikken for at få pengene til at passe i kommunekassen.

Se på kortet, hvordan pengene er fordelt:

Mange kommuner må nu kigge på, hvordan økonomien skal skrues sammen næste år, forklarer Kurt Houlberg. Han er professor i VIVE med fokus på kommunernes velfærdspolitik:

- Det kan betyde besparelser, der eksempelvis rammer folkeskoler, dagtilbud, ældreplejen eller kulturtilbud, fortæller han.

Derfor satser indenrigs- og boligministeren også på, at de kommuner der får penge, bruger dem fornuftigt:

- Jeg håber, at de 18 kommuner bruger denne mulighed til at investere i tiltag, der kan understøtte en langsigtet forbedring af deres økonomiske situation, siger Christian Rabjerg Madsen (S).

Lolland er med 195 millioner kroner den kommune, der får den største del af pengepuljen.

Men det sikrer hverken flere bad til de ældre eller nye vinduer i folkeskolerne, fastslår kommunens socialdemokratiske borgmester Holger Schou Rasmussen:

- Man kan ikke lave langstrakte budgetter, når man hvert eneste år venter på en pulje, der bliver uddelt omkring 1. september, siger han.

I den anden ende af skalaen må Ærø og Læsø Kommuner hver især nøjes med otte millioner kroner.

Hvis ressourcerne bliver færre næste år på Gråsten Plejecenter, bliver gåturene måske sparret væk. (Foto: Hanne Høier DR Syd)

'Jeg er i chok'

Hverken beboerne eller personalet på Gråsten Plejecenter har armene i vejret over mulige besparelser.

Der kan skrues ned på planter og pyntegenstande, men ikke på medarbejderne. Sådan lyder meldingen fra centerleder Bente Kaehne:

- Vi kan godt lave stegen om til frikadeller. Men vi kan ikke sikre gåture, aktiviteter og ekstra pleje uden kvalificeret personale, siger hun.

Der er dog heller ingen smil at spore hos kommunens borgmester over dagens nyheder.

Borgmester i Sønderborg Kommune Erik Lauritzen (S) er skuffet over, at de ikke fik en del af pengepuljen. (Foto: Hanne Høier © DR)

Erik Lauritzen havde håbet, at kommunen ikke behøvede at finde sparekniven frem på de områder, der i forvejen har stramme budgetter.

Men det ser sort ud, fortæller han:

- Jeg er i chok. Vi vidste, vi skulle lave en skrap budgetlægning og nu bliver det nærmest uoverskueligt.

Rettelse: Det fremgik tidligere af grafikken til denne historie, at Lolland Kommune havde søgt om 80 millioner kroner, og Langeland Kommune havde søgt om 55 millioner kroner. De korrekte beløb er henholdsvis 200 millioner kroner og 92 milioner kroner. Kortet er opdateret.