Ny metode til rensning af forurenet klitplantage: Kan give besparelse på ti millioner

Rensningen af jorden på Kærgaard Klitplantage kan give millionbesparelse til Region Syddanmark.

Forventningen til projektet er, at metoden kan skære ti millioner kroner af omkostningerne ved rensningen af den meget forurenede Kærgård Klitplantage, der ligger nord for Esbjerg. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Region Syddanmark vil sammen med Aarhus Universitet teste en ny metode inden for jord- og grundvandsoprensning.

Forventningen er, at metoden kan skære ti millioner kroner af omkostningerne ved rensningen af den meget forurenede Kærgård Klitplantage, der ligger nord for Esbjerg.

For at rense den forurenede jord anvender man en metode, der hedder kemisk oxidation. Kemisk oxidation går ud på, at man indsprøjter brintoverilte ned i den forurenede jord, som derefter omdanner forureningen til CO2 og vand, der er harmløst.

Kemisk oxidation er en velkendt metode, men udfordringen er, at måden man normalt gør det på, er ved at bore for hver halvanden meter. Det gør man for at være sikker på, at man får fjernet alt det forurenede.

- Den metode er meget omstændelig og bekostelig, men det, vi forsøger på nu, er at lave intelligente boringer. Vi analyserer den jord vi borer ned i gennem elektriske målinger og finder derigennem ud af, hvor der er brug for at injicere den kemiske oxidation i stedet for at bore i hele området, siger geolog og projektleder Jørgen Fjeldsø Christensen.

Hvis alt går godt med projektet kan Region Syddanmark se frem til at besparelse på ti procent af, hvad det ellers ville koste. Det svarer til cirka ti millioner kroner.

Udover den økonomiske gevinst kan man både nationalt og internationalt få glæde af den nye metode.

- Der er ingen, der har tænkt tanken med at anvende geofysik på den her måde. Jeg mener, at det her projekt vil styrke det danske vidensmiljø og danske kompetencer inden for rensning af forurenede landområder, siger Jørgen Fjeldsø Christensen.

Projektet i Kærgaard Klitplantage forventes at være færdigt i foråret 2019.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.