Nyt center skal granske flåtbid

Der skal større fokus på de små blodsugere, der er bærere af flere bakterier, end man hidtil har troet.

Odense Universitetshospital ruster sig i kampen mod skovens farligste dyr. (© DR)

Hundredvis af danskere kan gå rundt med en flåtsygdom i kroppen uden at være klar over det.Der har nemlig hverken været megen opmærksomhed omkring eller forskning i nogle af de mindre kendte flåtsygdomme herhjemme.

Nu skal et nyt center på Odense Universitetshospital forske i flåtsygdomme og forsøge at hjælpe nogle af de mennesker, der måske er syge af flåtbid.

Fokus på flåterManden, der skal stå i spidsen for det nye center, er overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på OUH Sigurdur Skarphédison:- Det er ikke sådan, at vi har en eller anden mirakelkur, som ændrer meget drastisk på behandlingen. Men vi prøver at få et øget fokus på det, kortlægge og følge de patienter, der har fået infektioner.

Flere bivirkninger ved bidEn ny undersøgelse viser, at de danske skovflåter ikke kun kan smitte med borrelia og hjernebetændelsen TBE. Man har også fundet smitsomme bakterier, der i årevis har været kendt i udlandet, såsom rickettsia helvetica, bartonella, ehrlichia og den malarialignede blodparasit babesia.

Det vil man kunne bekæmpe bedre med den tværfaglige afdeling, siger Sigurdur Skarphédison:- Hvis man skal bekæmpe disse ting, så er det meget godt at have en indgangsvinkel fra flere afdelinger. På den måde kan vi både kigge på patienterne, men også på forskningsopgaver i forhold til at kortlægge de her sygdomme, fortæller han. - Det vil give et bedre behandlings- og opfølgningstilbud til patienterne, men også bedre muligheder for forskning på området.Centret ventes at åbne 1. september i år.

Facebook
Twitter