Bierne skal have det bedre i Danmark. Det mener det økologiske mejeri, Naturmælk.
Derfor har mejeriets 32 landmænd fået bistader på gårdene. Esben Lauridsen i Vojens er én af Naturmælks landmænd, der har fået bier på markerne, og det er han glad for:
- De kan jo hjælpe med at bestøve de forskellige blomster, vi har. Vi har urter i vores græsmarker, som giver en masse blomster og så er der mangfoldighed af det andre kalder ukrudt i vores kornmarker, siger Esben Lauridsen.
Det er forskellige erhvervsbiavlere, der kommer ud og passer bierne hos de enkelte landmænd. Så honningen fra Naturmælk-markene bliver ikke til et egentligt Naturmælks-produkt.
En win-win situation
I Danmark er bestanden af honningbier reduceret med omkring 40 procent siden 1970, viser tal fra Aktuel Naturvidenskab. Men bierne er vigtige for landmændende. Når Naturmælk giver bierne fri adgang til økologiske marker, giver bierne vilde blomster mulighed for at blive bestøvet.
Vilde blomster giver køerne en mere varieret kost. Så de truede bier er en kærkommen gæst hos de økologiske landmænd, fortæller Leif Friis Jørgensen, mejerichef hos Naturmælk:
- Det er en unik mulighed for, at vores bier finder den optimale føde, som er usprøjtet og fri for pesticider, og hvor vi også sørger for, at der er en mangfoldighed af blomster, som de kan nyde godt af, siger Leif Friis Jørgensen.