Opråb fra ansatte i psykiatrien: Lægerne er fabriksarbejderne, der skruer på børnene

Et udvalg i Region Syddanmark kigger på opråb, der handler om forholdene for børn og unge i psykiatrien.

Flere folk fra psykiatrien har råbt Region Syddanmark op for at handle på forholdene for børn og unge. ARKIVFOTO .(Foto: Jeppe Carlsen/Scanpix 2013) (Foto: Jeppe Carlsen © Scanpix)

Børn og unge i psykiatrien bliver behandlet som på samlebånd, og lægerne er fabriksarbejderne, der skruer på børnene.

Sådan skriver 50 læger fra de danske regioners børne- og ungepsykiatere i et åbent brev, som blandt andre læge Maria Holmbue fra Psykiatrien i Region Syddanmark er medunderskriver på.

-Vi bliver ikke målt på, om patienterne får det godt. Vi bliver målt på, hvor meget vi laver i det daglige, siger hun.

Det er især behandlingsgarantien, pakkeløsninger, og hvad regionen vil betale for, der ofte gør det svært for lægerne i psykiatrien at stille den bedste diagnose.

- Hvis det ikke tæller som en ydelse at have en samtale med forældrene, et netværksmøde eller at observere på en skole, så har man jo ikke lavet sit arbejde på papiret.

Det åbne brev har gjort så stort indtryk, at det er på dagsordnen, når Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark holder møde på tirsdag.

Formand for regionens Psykiatri- og Socialudvalg Thies Mathiesen fra Dansk Folkeparti er overrasket over kritikken i brevet.

- Jeg var ikke klar over, at man føler sig så presset, lyder det.

Thies Mathiasen har nu bedt forvaltningen i Region Syddanmark se på mulighederne for at ændre på ydelserne i behandlingspakkerne.

Facebook
Twitter