Ordblinde Mads får ikke hjælp nok i skolen: Forældre betaler 6.900 kroner for privat kursus

300 ordblinde børn sendes hvert år på private kurser for at blive bedre til at stave og læse.

12-årige Mads Marius Weile Ohlsen er ordblind og har denne uge været på et særligt kursus for ordblinde børn. Det er et privat kursus, som hans forældre har betalt 6.900 kroner for. Til gengæld kan Mads Marius allerede efter få dage stave svære ord, der var uoverskuelige for ham før. (Foto: © Niklas Møller Jørgensen, (c) DR)

Vokaler, konsonanter, stumme bogstaver og stavelser. Det er ikke let at holde styr på bogstaver og sætninger, når man er ordblind.

Det kender Mads Marius Weile Ohlsen alt til. Han går i 5. klasse og er ordblind.

- Jeg føler mig meget stresset og er meget ked af det nogle gange.

Så for at hjælpe ham på vej har Mads Marius’ forældre taget ham ud af skolen for at deltage på et intensivt 30-timers privatkursus for ordblinde børn hos virksomheden Ordblindetræning.

- Jeg synes, det går fint nok, og jeg får lært meget. Og det er meget sjovt.

Mads Marius’ mor Bodil Weile Ohlsen mener nemlig, at der mangler lærere, som er specialiserede i at undervise ordblinde børn på sønnens skole.

- De skal have det indlært på en anden måde og have lov til at bruge deres hjælpemidler. Så kan de lige så meget som alle de andre, siger hun.

Kursus koster 6.900 kroner

Hvert år hiver omkring 300 familier pungen op af lommen for at betale for privat undervisning til deres ordblinde børn. Forældrene mener nemlig ikke, at deres børn får den hjælp, de har brug for i skolen.

Et kursus, som det Mads Marius er på, koster 6.900 kroner. En pris, hans forældre gerne betaler.

- Det er selvfølgelig mange penge, men vi synes også, at det er det værd, hvis det kan give ham flere muligheder, når han kommer ud af skolen. Det vil vi gerne betale for, og vi betaler gerne en uge mere, siger Bodil Weile Ohlsen.

Formanden for Ordblindeforeningen synes, det er godt, at forældrene reagerer, så deres børn kan få det rigtige tilbud. Men det burde ikke være deres opgave, siger Mogens Schmidt.

- Det er ikke godt nok, at forældre i dagens Danmark selv skal betale for at få deres barn undervist. Det er altså folkeskolens opgave. Det er derfor, vi betaler vores skat.

RV vil skabe overblik over problemet

Børne- og undervisningsordførerne for både Venstre og de Radikale mener heller ikke, at det bør være nødvendigt med private kurser til børnene.

- Hvis barnet er konstateret ordblind, bør der følge værktøjer med, så barnet kan blive hjulpet i skolen til hverdag, siger Anni Mathiesen (V).

Virksomheden Ordblindetræning skønner, at 75 procent af børnene, der benytter sig af tilbuddet om specialundervisning, kommer fra folkeskolen, mens 25 procent kommer fra privat- og friskoler.

Men ligegyldigt hvilken skole man går på, skal man kunne få hjælp til dansende og ustyrlige bogstaver uden selv at betale for det, siger Lotte Rod (R).

- Jeg vil gerne være med til at få en status på ordblindeområdet, så vi kan se, hvor stort et problem det er, siger hun.

Har gjort store fremskridt på få dage

Efter få dage på det intensive kursus har 12-årige Mads Marius allerede gjort store fremskridt, fortæller hans mor.

- Da han kom hjem efter dag to, sad han og stavede lange ord, som før havde været fuldstændig uoverskuelige for ham.

De redskaber, han får på det intensive kursus, har gjort ord til en leg for ham.

- Jeg glæder mig hver eneste dag til at komme, fordi jeg synes, at det er så sjovt at være her, siger Mads Marius Weile Ohlsen.

Når kurset er slut, sender firmaet bag tilbuddet anbefalinger videre til børnenes normale undervisere. På den måde klædes de også på til at hjælpe de ordblinde børn i skolen fremover.