Om tre uger bliver tusinder af skolebørn lukket ud til sommerferie, men for en del af dem bliver det kun til sommer og ingen ferie.
For selv om Dansk Folkehjælp i år har afsat to millioner kroner ekstra til feriehjælp til fattige familier, er det langt fra nok.
Omkring 4.000 familier vil i år få afslag på deres ferieansøgning hos Dansk Folkehjælp.
Antallet af ansøgere til en uges sommerferie er nemlig steget, så organisationen i år har fået 5.487 ansøgninger fra udsatte familier. Det er 10 til 15 procent flere end sidste år.
Men kun omkring 1000 familier ud af de 5.487 familier vil blive tilbudt feriehjælp.
Et knæk i stoltheden
Sidste år var Jimmi Nielsen fra Tønder blandt dem, der fik feriehjælp til sig selv og de to døtre.
- Det knækkede stoltheden, at jeg ikke havde råd til en ferie for os allesammen. Men jeg tog imod det, og i dag ville jeg ikke bytte det for noget.
Den ældste datter på 11 år fik en uges ferie på en Røde Kors-lejr, og senere holdt alle tre ferie sammen i Højer.
- Vi kom ud og fik nye venner, som vi stadigvæk ser. Det betød meget for mig at se pigerne blive glade for, at vi kom på ferie, siger Jimmi Nielsen.
De 1000 udsatte familier bliver i år fordelt ud på 3.500 feriepladser. Det svarer til, at en forælder med to børn kan komme på ferie.
De 3500 pladser er rekord, men behovet er meget større, end organisationen kan følge med til, siger generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.
- Jeg tror, det er væsentligt, at de her børn ikke føler sig markant anderledes 365 dage om året. Og jeg tror, at gode ferieminder er ret essentielt for, at børnene kan deltage i samtalerne om ferieoplevelser.
Flere om buddet
Indtil nu har folkehjælpens ferier kun været for børn af enlige forsørgere, men i år har Dansk Folkehjælp udvidet deres tilbud om ferie til også at gælde familier med to forsørgere på overførselsindkomst.
Dermed er der også flere om buddet, men det er nødvendigt, mener Klaus Nørlem.
- Ser vi på de danske fattigdomsanalyser, peger de blandt andet på, at særligt de her familier i samme grad som enlige forsørgere også er udfordret på deres økonomi og kun har ganske få muligheder for at holde en ferie for deres børn, siger han.
I år har Jimmi Nielsen og hans piger mulighed for at holde ferie i svigerfamiliens sommerhus i Nordjylland, så de har ikke søgt om feriehjælp i år.
Alligevel skal Jimmi Nielsen et par dage til Højer - denne gang som frivillig hjælper.
- Jeg fik chancen for at være gæst sidste år, og jeg så, hvor meget de frivilliges hjælp betød. Derfor sprang jeg til, da jeg hørte, at de manglede folk, siger han.
Ud over Dansk Folkehjælp tilbyder Ungdommens Røde Kors, Blå Kors og Red Barnet økonomisk støtte til sommerferien.