Påsatte brande skaber utryghed i Flensborg: 'Jeg kan ikke sove om natten'

Siden maj har der været 45 påsatte brande i to byer lige syd for den dansk-tyske grænse.

Lejlighedskomplekset Hohe Mark 16 i Harreslev er en af de bygninger, der har været i brand. (Foto: © Anders Bonde - DR Syd)

Boliger, biler og barnevogne.

Det er bare nogle af de mange ting, der er blevet sat ild til de seneste uger i de tyske byer Harreslev og Flensborg.

Og den store bølge af brande gør beboerne i området utrygge, bekræfter Flensborg Brandvæsen.

En stor bølge af brande rammer lige nu Harreslev og Flensborg. Begge byer ligger få kilometer fra den dansk-tyske grænse. (© (Grafik) Morten Fogde Christensen)

I Harreslev få kilometer syd for grænsen har der været ni brande.

Og de forkullede bygninger sætter tankerne igang hos Anja Fels, der bor i byen:

- Sidste gang var der jo tre mennesker, der kom på sygehuset, fordi de fik røg i lungerne. Det er forfærdeligt, siger hun.

'Der kan være tale om en pyroman'

Alene den seneste uge har der været syv påsatte brande indenfor en radius af 10 kilometer.

Flere indbyggere er bange for, at det er en pyroman, der er på spil.

Og den tese er da heller ikke usansynlig, lyder det fra kriminalpsykolog Florence Mclean:

For en uge siden blev der sat ild til aviser eller papir i kælderen her på Hohe Mark 16. Røgen spredte sig over flere etager i trappeopgangen. (Foto: © Anders Bonde - DR Syd)

- Der kan være tale om en pyroman, hvor det handler om tilfredsstillelse, fortæller hun.

Flensborg Politi ønsker ikke at kommentere på, hvorvidt man mener, at det er en pyroman, der stifter brande i området.

Ingen mistænkte endnu

Torsdag morgen satte en ukendt gerningsmand ild til fire biler på fire forskellige lokationer indenfor en halv time.

Og selvom der snart er gået fem måneder, siden den første brand blev påsat, har Flensborg Politi stadig ingen mistænkte i søgelyset, fortæller pressetalsmand Christian Kartheus:

- Det kan være samme gerningsmand eller flere personer, der står bag, fortæller han.

Tre personer blev bragt til hospitalet med ambulance med mistanke om røgforgiftning, da branden sidste uge brød ud i Hohe Mark 16. (Foto: © Anders Bonde - DR Syd)

Christian Katheus fortæller, at politiet kigger i alle retninger for at finde frem til en eller flere gerningsmænd.

Søvnløse nætter i Harreslev

I en lejlighed i Harreslev har Anja Fels hver nat svært ved at falde i søvn.

Tankemylderet begynder, hver gang hun lægger hovedet på puden:

- Jeg sover ikke om natten. Jeg er bange for, at min lejlighed er den næste, der bliver sat ild til, siger hun.

Tirsdag eftermiddag var en af ruderne til kælderen i hendes lejlighedskompleks blevet slået itu.

Så nu er hun endnu mere utryg, fordi myndighederne netop råder alle til at lukke og låse alle døre og vinduer.

- Jeg er bange. De kan jo bare kaste papir ind, som de sætter ild til.

Indtil videre har omkring 20 personer været indlagt til observation for røgforgiftning, men ingen er kommet alvorligt til skade.

Politiet opfordrer beboere i området til at hjælpe med opklaringen.

- Hvis man ser noget mistænkeligt eller kender til sagen, bør man kontakte os, lyder opfordringen fra Christian Katheus.