Pernille Andreasen har kæmpet sig tilbage på grønsværen efter blodprop i hjertet

Den 25-årige fodboldspiller har været igennem en større hjerteoperation. I weekenden var hun med til at sikre Varde IF en sæson mere i 3F ligaen.

Pernille Andreasen er i dag tilbage på banen for Varde IF, der i weekenden sikrede sig en sæson mere i den bedste kvindelige række. (© Pernille Andreasen)

En tirsdag aften i oktober 2016 fik elitefodboldspilleren Pernille Andreasen pludseligt ondt i brystkassen.

Efter et opkald til vagtlægen blev hun hasteindlagt på hjerteafdelingen.

Det er ikke et sted, den 25-årige anfører for Varde IF havde forestillet sig, hun ville ende. Men undersøgelserne var ikke til at tage fejl af.

Der var noget galt med Pernille Andreasens hjerte.

Efter en masse undersøgelser og tests fik hun at vide, at hun havde haft en blodprop i hjertet. Lægerne opdagede også en hjertefejl, Pernille Andreasen ikke kendte til. Et stort hul i hjertet på tre centimeter.

- Det var selvfølgelig et chok, og man skulle lige vænne sig til det. Men jeg besluttede mig hurtigt for, at det skulle jeg bare komme over. Jeg var sund og i god form, og så har jeg en stærk vilje, fortæller Pernille Andreasen.

Da Pernille Andreasen blev indlagt i oktober opdagede lægerne, at hun havde en blodprop i hjertet og et hul i hjertet. (© Pernille Andreasen)

Alligevel var der en masse tanker, hun måtte håndtere.

- Jeg var indlagt sammen med mennesker, der var alvorligt syge og kæmpede for deres liv. Man bliver helt sikkert bange for at dø, siger hun.

Den 17. november blev hun opereret på Skejby Sygehus. Operationen tog fem timer.

- Jeg havde forberedt mig rigtig godt og talt meget med lægerne, så jeg følte mig rigtig tryg. Jeg var ikke i fuld narkose, så jeg fik lov til at følge med på nogle storskærme. Det var beroligende, fordi jeg også kunne snakke med lægen undervejs, fortæller hun.

Der gik omkring tre uger efter operationen, før hun ikke kunne lade bolden være mere.

- I starten var jeg lidt på sidelinjen, fordi jeg var på kraftig medicin og ikke måtte komme i nærkamp. Men i løbet af fire til fem uger begyndte jeg lige så stille at være med, siger hun og tilføjer:

I dag er Pernille Andreasen tilbage som anfører for Varde IF. (© Pernille Andreasen.)

- Jeg tænkte, det skal bare være løgn, at jeg ikke kan komme til at spille fodbold igen. Jeg trænede og pressede mig selv tilbage, fortæller hun.

I dag er Pernille Andreasen tilbage i form. Hun har spillet kampe for Varde IF i foråret, og i weekenden var hun som anfører med til at sikre klubben en sæson mere blandt de bedste hold i Danmark i 3F Ligaen, da Varde slog Næsby.

Hun stoppede med det sidste medicin for et par uger siden og har det godt, fortæller hun:

- Jeg nyder at spille fodbold, og jeg kan sagtens holde til topfodbold.

Pernille Andreasen

  • 25 år

  • Anfører for Varde IF

  • Arbejder som fysioterapeut

  • Tre måneder efter hjerteoperationen var hun med til at vinde det jyske mesterskab i indendørs fodbold