Pindsvineplejere slår alarm: Flere pindsvin er forgiftede og dør

Pindsvineplejere landet over oplever flere forgiftede og døende tilfælde end normalt.

Om sommeren er pindsvinene normalt meget aktive. Men i år oplever de frivillige pindsvineplejere flere syge og døende pindsvin. Måske er de forgiftede. (© Biodiversitet Nu)

Har du bidt mærke i, at du ikke har set så mange pindsvin i år, som du plejer?

Så kan det skyldes, at stadig flere pindsvin dør og desværre af uforklarlige årsager.

Det har nu fået de frivillige pindsvineplejere landet over til at slå alarm.

De dør

Formand for Pindsvinevennerne i Danmark, Karin Kjær-Hansen, fortæller, at alle plejerne får nogle mystiske tilfælde af pindsvin indleveret:

- De kommer ind med mørkerøde tunger, og de er påvirkede af smerte. De dør efter én til to dage, hvis de altså ikke dør med det samme, siger hun.

Det er usikkert, hvad der helt præcis er årsagen til pindsvinenes død, men ifølge Karin Kjær-Hansen kan det være sneglegift.

- Det er jo op ad bakke for os som plejere, for hvis de er påvirkede af gift, så har vi ingen mulighed for, at redde dem. Vi redder normalt flere tusinde på landsplan, men vi kan altså ikke redde dem, hvis de er forgiftede, siger hun.