Politiet opruster indsats mod mobilsnak, slingren og uro på bagsædet

I denne uge gennemfører politiet en landsdækkende kontrol rettet mod uopmærksomme bilister.

I en ud af tre trafikulykker er uopmærksomhed en afgørende faktor. Foto: Preben Madsen. (Foto: Preben madsen © Scanpix)

Hvis du kigger på din telefon i fire sekunder, mens du kører 80 kilometer i timen, så har du kørt 89 meter i blinde.

Det er farligt at være uopmærksom bag rattet. Derfor gennemfører politiet i denne uge en kontrol rettet mod uopmærksomme bilister.

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at politikredsene i januar måned har delt 3.433 bøder ud til trafikanter, der brugte deres håndholdte mobil, mens de kørte i trafikken.

Derfor er der brug for endnu mere fokus på området, hvis man skal komme uopmærksomheden bag rettet til livs. Det fortæller leder af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Knud Reinholdt.

- Det er en af de helt store syndere, der er med til at forårsage mange uheld. Faktisk er uopmærksomhed en afgørende faktor i én ud af tre trafikulykker, siger han.

Det er ikke kun mobilen, der er den store synder. Uopmærksomhed bag rattet har mange ansigter.

- Kigger man væk fra trafikken for at finde en ny kanal på bilradioen, eller kigger man væk fra trafikken for at få styr på børnene på bagsædet, så er man uopmærksom, siger Knud Reinholdt.

I 2016 uddelte Syd- og Sønderjyllands politi en bøde til 1.916 bilister, fordi de talte i håndholdt mobil, imens de kørte bil. I hele landet blev der delt 31.675 bøder ud.

Undgå opmærksomhed bag rettet

  • Drop mobilen og sociale medier, når du kører bil

  • Hold ind til siden, hvis du skal indstille din GPS eller ringe

  • Hold ind til siden og få ro i bilen, hvis børnene er urolige og kræver din opmærksomhed

  • Lad være med at lede efter ting, du taber. Kør ind til siden, eller vent til du kommer frem

  • Kig på trafikken, også mens du taler med dine medpassagerer

  • Få andre i bilen til f.eks. at skrue låget af din vandflaske, taste på GPS, række dig solbriller osv.

Facebook
Twitter