Politiet uddeler falske fyrfadslys og tv-simulator efter kæmpe indbrudsbølge

Syd- og Sønderjyllands Politi går nu ekstraordinært til værks for at stoppe indbrudsbølge i Sønderborg Kommune.

Syd- og Sønderjyllands Politi forventer at uddele elektroniske fyrfadslys til 250 private hjem i Sønderborg Kommune. (© Syd- og Sønderjyllands Politi)

Det skal være svært at være indbrudstyv i Sønderborg Kommune.

Det mener Syd- og Sønderjyllands Politi, der sammen med kommunen vil stoppe antallet af indbrud i de private hjem.

I 2017 var der 377 indbrud i Sønderborgs boliger, mens antallet steg til 599 sidste år, viser politiets foreløbige tal. Det er en stigning på knap 60 procent.

Og den udvikling bekymrer vicepolitiinspektør Christian Østergaard.

- Jeg har det ikke godt med, at det er så stor en stigning, for så er der rigtig mange borgere, der er blevet udsat for det. Det er derfor, vi gør noget ved indsatsen, så borgerne fortsat er trygge i deres eget hjem, siger han.

En ekstraordinær indsats

For at komme indbrudstyvene til livs går Syd- og Sønderjyllands Politi nu ekstraordinært til værks.

I disse dage kører betjentene rundt med en mobil politistation og uddeler ’Fake TV’ til borgerne i området. ’Fake TV’ er en særlig tv-simulator, der lyser op som et tv og giver tyven indtryk af, at beboeren er hjemme.

Borgerne har også mulighed for at få et tænd-og-sluk-ur, og begge dele er betalt af Sønderborg Kommune.

Politikommissær Jan Rasmussen fra Syd- og Sønderjyllands Politi med tænd-og-sluk-ure og Fake TV. (© Syd- og Sønderjyllands Politi)

Samtidig har Syd- og Sønderjyllands Politi afleveret elektroniske fyrfadslys i borgernes postkasser, som de forventer at uddele til i alt 250 private hjem.

Lys kan nemlig være afgørende for, om indbrudstyven kommer forbi, siger Christian Østergaard.

- Prøv at gå en tur ud på gaden i aften. Så vil du kunne se, hvilke huse der er "alene hjemme", hvor folk er på vinterferie, og hvor der er fred og ingen fare. Så vi skal have folk til at gå ud og kigge på husene og se, hvordan det er ser ud i aften. Hvor er der lys? Hvor ser man tv’et henne?, siger han.

Borgernes hjælp er nødvendig

Ifølge Christian Østergaard er det i høj grad vigtigt, at borgerne gør en indsats.

For selvom politiet laver målrettet patruljering, analyserer tyvenes arbejdsmetoder og efterforsker samtlige indbrud, er borgerne også nødt til at sikre deres hjem, hvis indsatsen skal virke.

- Vi kan og skal ikke stå og passe på hver lille bolig. Der er vi nødt til at have borgerne til at tage indbrudssikring alvorligt og gøre noget ved det, siger Christian Østergaard.

Samtidig opfordrer politiet til mere nabohjælp, så man er på vagt, hvis man ser noget anderledes eller mistænkeligt i nærområdet.

Facebook
Twitter