Politikere blander sig i navneskiltesag: De ansatte må selv bestemme

- Det skal være op til den enkelte, om efternavnet skal stå på navneskiltet, lyder det fra De Konservative i Region Syddanmark.

Sygeplejerske Jane Tøt har skjult sit efternavn af frygt for trusler fra patienterne. (Foto: Julie Bender Thomsen DR Syd)

Er du ansat på et af sygehusene i Region Syddanmark, skal du helt selv have lov til at bestemme, om dit efternavn skal stå på dit navneskilt eller ej.

Det mener Det Konservative Folkeparti i Region Syddanmark, som nu har stillet et forslag til regionsrådet.

Hvad der skal stå på ens navneskilt, er som udgangspunkt et personligt anliggende, mener Morten Weiss-Pedersen fra De Konservative.

- Det skal ikke være et debatemne på afdelingsmødet, og noget som en afdelingsledelse afgør.

- Det skal være en fri ret for den enkelte ansatte, hvor man selv bestemmer, om man vil have det fulde navn eller kun fornavnet på skiltet, siger Morten Weiss-Pedersen til DR.

Ansatte mødt af trusler

Forslaget fra De Konservative kommer, efter at DR har kunnet fortælle, at ansatte på flere sygehusafdelinger i Region Syddanmark føler sig utrygge ved at have deres fulde navn stående på deres navneskilt - og derfor dækker det til eller sletter det.

Én af dem er Jane Tøt, der er sygeplejerske ved den fælles akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Når hun går på arbejde, hedder hun bare Jane.

Hun har enten sat et klistermærke henover efternavnet eller fået lavet et nyt skilt, der blot viser fornavnet.

-Ind imellem bliver vi truet. Det er ikke alle patienter, der ønsker os det lige godt. Nogle synes, vi er urimelige. Nogle tror, at de kan få noget ud af at opsøge os privat. Jeg kender faktisk nogen, hvor det er sket. I de tilfælde er det meget rart, at det ikke er nemt for dem at finde mig, siger Jane Tøt.

Fornavn og efternavn i psykiatrien

I psykiatrien i Region Syddanmark har man besluttet sig for, at alle skal gå med både for- og efternavn på navneskiltet.

Administrerende sygehusdirektør i Psykiatrisygehuset Charlotte Josefsen siger, at hun vil ikke kommentere på De Konservatives forslag, men hun vil gerne forklare, hvorfor de ansatte skal bære det fulde navn.

- I psykiatrien har vi mulighed for at udøve tvang, og det kræver en ret stor etik, da der også er en del klagemuligheder forbundet med det. Derfor er det hensigtsmæssigt, at borgeren eller patienten kender medarbejderens fulde navn, siger Charlotte Josefsen.

S: Politikerne skal ikke blande sig

Formanden for sundhedsudvalget og næstformanden i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen fra Socialdemokratiet, mener, at politikerne slet ikke skal blande sig i spørgsmålet.

- Det er ikke en beslutning, vi skal komme med fra centralt hold. Problemerne bliver bedst løst ved, at ledelse og personale snakker sammen på de enkelte sygehuse, siger Poul-Erik Svendsen.

Både Dansk Folkeparti og SF er umiddelbart positive over for forslaget, som vil blive behandlet på et af de kommende regionsrådsmøder.

2. næstformand i Region Syddanmark Thies Mathiasen fra Dansk Folkeparti siger:

- Jeg synes, det er en god ide, at der er frit valg. Hvis der ikke er nogen praksis på de enkelte afdelinger, så skal det være op til den enkelte at bestemme, om man vil have sit fulde navn på navneskiltet, siger Thies Mathiasen.

Facebook
Twitter