Politikere får 'socialt klippekort': Mød en narkoman i en time

Esbjergs politikere får nu et 'socialt klippekort', så de bliver klogere på byens udsatte mennesker.

Politikerne i Esbjerg Byråd kan nu mødes med narkomaner og andre misbrugere og få en større forståelse for deres tilværelse. (Arkivfoto). (Foto: Mikkel møller Jørgensen © Scanpix)

Narkomaner, misbrugere og hjemløse i Esbjerg skal fremover vise byrådspolitikerne rundt i livet på bunden af samfundet.

Det sker i projektet "Det sociale klippekort og De frivillige Byrådsvenner", som Udsatterådet i Esbjerg nu lancerer.

Det "sociale klippekort" er til byrådspolitikerne, som hver får tre klip og muligheden for at mødes en time med et af de mennesker, der på egen krop kender til blandt andet hjemløshed og misbrug.

- Vi håber, at det sociale klippekort kan blive vejen til bedre politiske beslutninger, siger Udsatterådets formand, Nikolaj Kubel Olesen.

Her er det 'sociale klippekort' , som politikerne i Esbjerg får tildelt. (Foto: Bo Bechsgaard)

Hvordan lever de deres liv

Formanden for Udsatterådet i Esbjerg har store forventninger til det nye initiativ.

- Ideen er at samle et korps af socialt udsatte, som er parate til ansigt til ansigt at møde politikerne og fortælle dem, hvordan de lever deres liv og oplever systemet, siger Nikolaj Kubel Olesen.

Medlem af Esbjerg Kommunes social- og arbejdsmarkedsudvalg, Susanne Dyreborg, fra Dansk Folkeparti ser store perspektiver i klippekortet.

- Jeg kan bruge klippekortet til at få en indsigt i, hvordan nogle af de udsatte mennesker lever deres liv, og hvordan vi kan hjælpe dem, siger Susanne Dyreborg og fortsætter:

- Det er nødvendigt at møde dem. Vi skal ud og møde dem på deres hjemmebane. Vi får kun at vide, hvordan det er at være hjemløs eller misbruger ved at tale med dem, forklarer hun.

Dyr indsigt

Susanne Dyreborg siger, at den eneste måde, politikerne kan hjælpe disse mennesker på, er ved at møde dem og spørge ind til deres behov.

- Så håber jeg også, at det politiske arbejde i udvalget bliver nemmere og mere effektivt, efter vi har mødt dem, siger hun.

Der vil være mange gevinster at hente for politikerne, når de møder de socialt udsatte, mener formanden for Udsatterådet i Esbjerg, Nikolaj Kubel Olesen.

- Politikerne skal møde et rigtigt menneske, der har en indsigt, de har faktisk en dyr indsigt. Måske er nogle af de her folk blevet anbragt som 3-årige og har været i systemet, indtil de var 22 år, og nu lever de på gaden. De erfaringer kan politikerne jo bruge, siger Nikolaj Kubel Olesen.

Facebook
Twitter