Populær blogger får gratis produkter: Vigtigt at skrive, det er reklame

Morten Münster blogger til tusindvis af følgere på sociale medier. De skal vide det, hver gang indholdet er sponsoreret.

Morten Müster producerer videoer til videodelingssitet YouTube. Antallet af følgere bestemmer, hvor meget han tjener på sponsoreret indhold. (Foto: Morten Münster)

Når der skal produceres videoer til YouTube, så sidder den 17-årige blogger Morten Münster klar ved tasterne. Han ved nemlig, at ordet ’sponsoreret’ skal stå i hans videoer, hvis der indgår et produkt, som han har fået sponsoreret af en virksomhed.

Det skal der stå for at oplyse Morten Münsters 80.000 abonnenter om, at videoen rent faktisk er en form for reklame for produktet.

- Hver gang jeg laver en kampagne, så skal jeg skrive, at det er sponsoreret, siger han.

En lille, men vigtig oplysning

Det er en ret god idé, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen. Det kan nemlig være i strid med markedsføringsloven ikke at oplyse modtageren om, at indholdet er sponsoreret.

Særlig problematisk bliver det, hvis det er skjult reklame, der samtidig er rettet mod børn og unge. De har sværere ved at afkode, hvornår noget er en reklame på de sociale medier.

- De har ikke udviklet den samme kritiske sans over for reklamer, som voksne har, siger Christina Toftegaard Nielsen.

Tjener på videoerne

For Morten Münster er videoerne blevet en måde at tjene lidt ekstra penge på. Han er for nylig droppet ud af skolen og bruger nu meget af tiden på at blogge om stort og småt.

- Jeg har kun mit YouTube, så er jeg er nødt til at skaffe lidt penge, og det er igennem virksomheder og reklame, siger han.

Han tjener penge ved at få produkter tilsendt som han kan bruge i videoerne. Og det er ikke noget, man bliver millionær på, understreger han. Det kommer an på, om der er mange, der ser de enkelte videoer.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk