Over hele landet etableres der flere kristne vandrefællesskaber, hvor man kombinerer vandring med andagter og ord fra biblen.
Det siger pilgrimspræst og formand for foreningen Den Danske Klosterrute, Erling Bjerrum-Petersen fra Abild Kirke. Han mærker en stærkt stigende interesse for de kristne vandringer.
- Det handler både om fællesskab og om enkelthed. Man kan faktisk godt gå en halv dag sammen uden at tale med hinanden overhovedet, siger Erling Bjerrum-Petersen.
Også pilgrimspræst i Maribo Elizabeth Knox-Seith oplever, at flere gerne vil ud at gå med gud. Det gælder både unge og ældre.
- Det er ofte folk, som er et sted i livet, hvor de er lidt i tvivl om retningen. Det kan være de helt unge, der tænker over, hvad de vil med deres liv. Eller de lidt ældre, som måske har været ude for en krise som skilsmisse eller tab og skal beslutte, hvor de nu vil hen, fortæller Elizabeth Knox-Seith.
I et kristent vandrefællesskab går man på syv såkaldte pilgrimsord eller med et bibelvers, som man kan gå og fundere over undervejs. Vandringen begynder og slutter med bøn i en kirke eller en andagt i naturen.
Selv om det kristne element fylder meget, så tiltrækker de kristne vandrefællesskaber ikke kun højkirkelige, fortæller Erling Bjerrum-Petersen.
- Alle kan få noget ud af en vandretur, og om man har det åndelige med eller ej, det er op til folk selv. Hvis man bare er med for at vandre, er det fint nok for mig, siger Erling Bjerrum-Petersen.
Der findes ikke nogen statistik for antallet af vandrefællesskaber, men Erling Bjerrum-Petersen henviser til internetsiden pilgrimsvandringer.dk, hvor antallet af kristne vandringer er stigende.