Ramte dansk kvinde med granitsten fra motorvejsbro: Tyske teenagere får seks års fængsel

To unge mænd er blevet idømt seks års ungdomsfængsel for at stå bag talrige stenkast fra motorvejsbroer i Tyskland.

I maj blev en dansk kvinde hårdt kvæstet, da hun blev ramt af en stor granitsten under en motorvejsbro ved den dansk-tyske grænse. (Foto: Torben Christensen / Scanpix © Benjamin Nolte)

To 19-årige tyske mænd er begge blevet idømt seks års ungdomsfængsel ved Retten i Flensborg, oplyser talsmand for retten, Stefan Wolf.

De to mænd er dømt skyldige i tre tilfælde af mordforsøg, herunder mordforsøg på en dansk kvinde, ved at kaste sten og fliser ned på motortrafikveje og motorveje tæt på den dansk-tyske grænse. De er også dømt for yderligere fem stenkast.

Ifølge NDR blev i alt otte biler, to lastbiler og en bus beskadiget ved stenkastene, der strakte sig fra februar til maj 2018.

Lukket for offentligheden

Domsafsigelsen foregik bag lukkede døre. Retten i Flensborg havde valgt, at sagen skulle lukkes for offentligheden af hensyn til de unge mænds personlige og sociale udvikling.

I sidste uge besluttede Retten i Flensborg at behandle sagen ved en ungdomsdomstol i stedet for en voksendomstol på grund af de unge mænds alder.

Det har haft afgørende betydning for strafudmålingen, da maksimumstraffen for mordforsøg ved en ungdomsdomstol er 10 års fængsel – i særligt grove tilfælde maksimalt 15 år.

Dansk kvinde blev hårdt kvæstet

Den 8. maj 2018 kastede de to mænd en 46 kilo tung granitsten på størrelse med en fodbold ud over kanten fra en motorvejsbro syd for den dansk-tyske grænse.

En 58-årig dansk kvinde kørte under motorvejsbroen i det øjeblik, den tunge granitsten styrtede mod jorden. Stenen fløj gennem forruden af hendes bil, ramte kvinden og fortsatte ud gennem bagruden.

Kvinden overlevede, men var hårdt kvæstet.

I dag er hun tilfreds med dommen, oplyser hendes advokat, Holger Rasmussen. Han fortæller, at hun ikke har haft et ønske om, at de to unge mænd skulle sidde længe bag tremmer.

- Det var en frygtelig oplevelse, hun havde. Hun ønsker ikke, at de unge mennesker skal væk i lang tid, men de skal have mulighed for at tænke over sagen, siger han.

Har indgået forlig

Den danske kvinde har indgået et civilretligt forlig med de to unge mænd, hvor de har forpligtet sig til at betale 70.000 euro i erstatning for svie og smerte, ligesom de skal betale 12.000 euro for skaderne på kvindens bil. I alt svarer det til en erstatning på cirka 612.000 danske kroner.

Ifølge Stefan Wolf forklarede de to unge mænd i retten, at de er kede af det, og at de ikke kunne gennemskue konsekvenserne af deres handlinger. Stefan Wolf fortalte desuden, at mændene benyttede retsmødet til at give både ofre og offentligheden en undskyldning.

Ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på, at de to unge mænd har haft forbindelse til stenkastene i Danmark, hvor det alvorligste var på Fyn i august 2016. Her omkom en 33-årig tysk kvinde, og hendes 36-årige mand blev svært kvæstet.

Facebook
Twitter