Region begår it-brøler: Flere borgere har fået en halv million kroner ind på kontoen ved en fejl

I alt har Region Syddanmark udbetalt fem millioner kroner, som nu skal hentes hjem igen.

(Foto: ARKIVFOTO © (c) DR)

En fejl i et midlertidigt it-system, der håndterer befordringsgodtgørelser i Region Syddanmark, har betydet, at 221 borgere i dag har fået udbetalt alt for store beløb.

Enkelte syddanskere har fået udbetalt op mod en halv million kroner, selvom de kun skulle have haft 5.000 kroner.

Det oplyser regionens regnskabschef Johan Meyer.

- Vi har udbetalt knap fem millioner kroner i dag på grund af en fejl i et it-system, vi har taget i brug, siger han.

De mange penge er sendt til borgere, der skulle have udbetalt befordringsgodtgørelse i forbindelse med transport til sygehusbehandlinger.

- Forskellen imellem det forkerte og korrekte beløb er så stor, at de fleste bør studse over det, siger regnskabschefen.

Pengene skal betales tilbage

Regionen er i gang med at rette op på fejlen.

De kommende dage vil man ringe og sende breve til de berørte borgere, oplyser regnsskabschefen.

- Vi beklager fejlen og de gener, det giver de borgere, der har fået udbetalt forkerte beløb. Det er selvfølgelig en fejl, som ikke må ske. Heldigvis har vi hurtigt opdaget den, siger Johan Meyer.

De berørte borgere er forpligtet til at betale pengene tilbage til regionen.

Facebook
Twitter