Rejseguide tilbyder gratis overnatning for autocampere

Ordningen kan være konkurrenceforvridende, lyder det fra campingpladsejere.

Det er populært at holde ferie i en autocamper. Danmark er der indregistreret 10.000 af de rullende huse. (Foto: Arkivfoto: Colourbox)

Overnat gratis med din autocamper på en lokal vingård, ved en gårdbutik eller i en privat baghave.

Sådan lyder tilbuddet til autocamper-turister i Danmark i en ny rejseguide.

Konceptet hedder Pintrip og går ud på, at private værter lægger jord til, at turister gratis kan parkere deres autocampere, mod at værterne til gengæld får markedsføring i guidebogen.

Det nye initiativ er godt for turismen i Danmark, mener DK-Camp, som er en sammenslutning af mere end 250 campingpladser i Danmark.

- Ethvert tiltag, der trækker turister til Danmark, er et godt tiltag, så det er velkomment, siger Torben Frydenlund Rasmussen, der er landsformanden for DK-Camp.

Men han er samtidig bekymret for, hvad det kan komme til at betyde for de mange campingpladsejere i landet.

- Vi ligger under nogle meget skrappe krav og vilkår under campingreglementet, og hvis vi pludselig får større konkurrence fra private, som ikke skal indordne sig under sådanne forhold og ikke skal betale de afgifter, som vi skal, så synes vi, det kan blive lidt for konkurrenceforvridende, siger han.

Kurt Holm Sørensen foran sin gårdbutik i Holsted. (Foto: Sofie Lewring)

Lokal turistguide

Kurt Holm Sørensen er en af de Pintrip-værter, der tilbyder gratis overnatning for autocampere på sin jord i Holsted i Vejen Kommune, hvor han har en gårdbutik.

Han er glad for muligheden for at hjælpe turismen på vej i kommunen og samtidig få spredt budskabet om sin gårdbutik.

- Vi har jo heldigvis fri konkurrence i Danmark, men vi gør det egentlig ikke for pengenes skyld. Vi vil gerne give folk nogle oplevelser, fortæller han.

Udover, at man bliver optaget i rejseguiden, når man tilbyder sin jord gratis for turister i autocampere i op til 24 timer, så skal man også bidrage med nogle tips om det område, man befinder sig i, fortæller Kurt Holm Sørensen.

- Det har jeg det fint med. Det er jo spændende at snakke med folk fra Holland, Norge, Tyskland og selvfølgelig også Danmark, og vi har også nogle turistbrochurer, som vi kan dele ud af, siger han.

Her bag Kurt Holm Sørensens gårdbutik kan autocampere parkere gratis i op til 24 timer. (Foto: Sofie Lewring)

En klar efterspørgsel

Rejseguiden udkom første gang i april i år, og der er en klar efterspørgsel, mener turistchef i Tønder Kommune, Kenneth Madsen. Han oplever at folk med autocampere gerne vil have en oversigt over, hvor de lovligt må parkere gratis i Danmark.

Han kan samtidig godt forstå bekymringen fra de etablerede campingpladser, som lever af campingturisterne.

- Efterspørgslen i højsæsonen er så stor, at vores etablerede pladser nogle gange har svært ved at følge med, og så synes jeg, det er fint, hvis vi kan henvise til nogle steder, hvor det er gratis at overnatte, siger han.

De gratis overnatningsmuligheder er med til at holde på turisterne i lidt længere tid, og det er en investering i turismen, mener Kenneth Madsen.

- Hvis de så vælger at tage en gratis overnatning og så køre rundt i området og bruge nogle penge, så lægger de noget omsætning i vores kommune alligevel, og så giver det nogle arbejdspladser. Den omtale, der så kommer ud af det, skulle gerne på sigt kunne gavne alle, siger han.