Reklamer på sociale medier kan være problematiske for børn

Børn har svært ved at gennemskue nye og sommetider ulovlige reklamemetoder, siger forbrugerombudsmand.

Reklamer på sociale medier kan være svære at afkode for især børn og unge, siger forbrugerombudsmand. (© Colourbox)

Det kan være svært for børn og unge at forholde sig kritisk til eksempelvis blogs, videoer og anmeldelser, når de færdes på de sociale medier.

Noget af indholdet kan nemlig være mere eller mindre skjult reklame, og den slags er særlig svært at gennemskue for børn, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

- Børn og unge kan godt finde ud af at afkode traditionelle reklamer. Men de har forholdsvist svært ved at afkode nye former for kommunikation som for eksempel blogindlæg og anmeldelser på sociale medier, siger hun.

Ulovlige metoder

Den skjulte reklame kan ikke alene være svær at gennemskue for børn og unge, den kan også være på kant med markedsføringsloven, hvis der ikke bliver gjort opmærksom på, at en virksomhed har sponsoreret indholdet.

Det kræver ifølge Christina Toftegaard Nielsen en vis erfaring at gennemskue, hvornår omtalen på de sociale medier er betalt af en virksomhed. Og den erfaring mangler børnene.

- De har ikke udviklet den samme kritiske sans over for reklamer, som voksne har, siger hun.

Direktør: Medieudvikling skaber udfordringer

Flere virksomheder har i tidens løb bevæget sig på kanten af, hvad man kan tillade sig, når man laver reklamer til børn og unge på nettet.

En af dem, der har været i vælten for at lave skjult reklame til unge, er Arla. De sendte for et par år siden et produkt til en populær blogger for at få det omtalt.

Men forbrugerombudsmanden gik ind sagen, fordi det ikke var tydeligt nok, at indholdet var sponsoreret, fortæller kommunikationsdirektør i Arla, Kasper Ibsen Beck.

- Når forbrugerne i højere grad bruger de sociale medier, skaber det nogle udfordringer for, hvordan virksomheder og bloggere skal agere på sociale medier. Vi fik kritik af forbrugerombudsmanden, og den kritik har vi taget til os, siger han.

Men Kasper Ibsen Beck mener, at det primære ansvar ligger hos bloggeren, når det handler om at informere modtageren om reklame.

Oplysning er vejen frem

For at imødekomme den type indhold, har forbrugerombudsmanden udarbejdet en række råd til både virksomheder og bloggere, så de undgår at vildlede børn og unge med sponsoreret indhold på sociale medier.

- Vi håber, at rådene kan skabe opmærksomhed omkring de krav, der er til oplysning om reklame, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen.

- Det vil forhåbentlig få det til at gå i den rigtige retning, siger hun.

Facebook
Twitter