Rekordmange lastbiler krydser den danske grænse

Lastbilerne er med til at øge presset på motorvejene, lyder det fra trafikforsker.

I fjerde kvartal 2016 kørte der dagligt 5.574 lastbiler over den danske grænse. Det er 3,6 procent mere end i samme kvartal 2015. (Foto: Malte Kristiansen/Scanpix 2017) (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Sidste år krydsede lastbiler den danske grænse som aldrig før.

I gennemsnit passerede 5.555 lastbiler dagligt de danske grænseovergange, og det er en stigning på 550 biler i døgnet siden 2007.

Det viser nye tal fra brancheorganisationen for vejgodstransport ITD.

Det stigende antal lastbiler er et tegn på, at vi er ved at være ude af finanskrisen, vurderer trafikforsker på Aalborg Universitet, Harry Lahrmann.

Opsvinget er kærkomment, lyder det fra Mogens Therkelsen, der er direktør i vognmandsvirksomheden H.P. Therkelsen i Padborg.

- Finanskrisen ramte branchen rigtig hårdt, og det gik ud over mange af kollegaerne. Men i dag ser det igen fornuftigt ud for branchen, siger han.

De mange lastbiler er imidlertid også med til at presse det danske motorvejsnet, hvor trafikken generelt er steget meget de senere år.

- Der er masser af plads på de skæve tidspunkter, mens det kniber i myldretiden, siger Harry Lahrmann.

Harry Lahrmann peger på, at man kan løse fremtidige pladsproblemer ved at sørge for at sprede trafikken noget mere. Derudover peger han på, at man også kan blive dygtigere til at sørge for, at de lastbiler, der kører på vejene faktisk er fyldte.

Facebook
Twitter