Sådan klarer du jobsamtalen hjemmefra: Her er ekspertens 5 råd

Zoom, Teams og Skype bliver flittigt brugt, når virksomheder ansætter nye medarbejdere.

Hos fagforeningerne Djøf og HK nikker man genkendende til, at medlemmer bliver tilbudt jobsamtaler via en skærm for at reducere de fysiske møder under covid-19. (Arkivfoto) (Foto: (Grafik) Signe Heiredal © (c) DR)

Da Ronnie Stobberup Olsen blev ansat for et lille års tid siden hos Landbrugsstyrelsen i Augustenborg, var det uden et håndtryk og kaffe fra kontoret.

Jobsamtalen foregik virtuelt, og derfor var der nogle særlige ting, Ronnie Stobberup var opmærksom på, siger han.

- Jeg tænkte selvfølgelig over min fremtræden på skærmen, da der jo er en del kropssprog, som man ikke får med på Skype. Men det var også dejligt uformelt, fordi min kollega og leder også sad derhjemme.

På mange områder foregår en virtuel jobsamtale på samme måde som et fysisk møde. Men ifølge Lars Lundmann, der er erhvervspsykolog og har skrevet ph.d. om jobsamtaler og rekruttering, er der alligevel nogle praktiske ting, du skal gøre lidt mere ud af, når det foregår med en skærm imellem jer.

Lars Lundmann er erhvervspsykolog, og han forventer, at nogle virksomheder fremover vil fortsætte med at tilbyde, at jobsamtaler kan foregå på et videomøde. Især hvis kandidaten bor langt væk, eller hvis videomøder er en betydelig del af jobbeskrivelsen. (Foto: ALEX BUCK © ALEX BUCK)

Her er hans fem bedste råd til, hvad du rent praktisk selv kan gøre for at få en god virtuel jobsamtale.

1

Placer kameraet korrekt

Find en god placering af dit kamera, så det hverken er for højt eller for lavt. (Arkivfoto) (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)

Det er vigtigt at sætte kameraet i en højde, så din måske kommende arbejdsgiver ikke kigger hverken ned eller op på dig.

Lars Lundmann foreslår, at du stabler nogle bøger foran dig for at sætte kameraet i den rigtige vinkel.

- Hvis man kan se dine øjenlåg, sidder kameraet for højt. Kan man se dine næsebor, sidder det for lavt, siger Lars Lundmann.

Du bør også tænke over, hvor du skal kigge hen under samtalen.

- For at have øjenkontakt med jobintervieweren skal du huske at kigge ind i kameraet – ikke på skærmen.

2

Tal højt og tydeligt

Din egen lyd skal gå højt og tydeligt igennem, så en god mikrofon er vigtig. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det betyder noget, hvor højt du taler, når du møder en potentiel arbejdsgiver på skærmen, fortæller Lars Lundmann.

- Vil du vil have gennemslagskraft, skal du tale højt, så du fanger de folk, der er i rummet.

Fordi det er virtuelt, kan du ikke fange dem med din mimik og dit kropssprog, så stemmen er det eneste, du har.

- Når du taler højt, har du nemmere ved at holde modtagerens fokus. Og det er altid en styrke, at arbejdsgiveren ser, at du kan tale klart og tydeligt.

Arbejdsgiveren kan bare skrue ned for lyden, hvis vedkommende synes, du taler for højt, siger Lundmann.

3

Find en neutral baggrund

Der skal gerne være en neutral og klar baggrund bag dig. Tænk også over, at du ikke sidder i modlys. (Arkivfoto) (© Colourbox)

Du er også selv herre over, hvilken baggrund arbejdsgiveren ser bag dig. Den sikreste anbefaling er en hvid baggrund, for så fremtræder du mere klart, siger Lundmann.

Ulempen er dog, at den også er lidt kedelig.

- Men hvis der er for mange farver eller for mange ting, bliver det også et dårligt billede. Så i udgangspunktet skal du vælge en hvid eller relativ ensfarvet baggrund.

Lundmann vil ikke anbefale, at du placerer håndplukkede ting bag dig for at skabe et bestemt billede af dig selv.

- Ens hensigt kan blive misforstået. Så man skal have et rigtig godt kendskab til arbejdsgiver, og hvilken type person arbejdspladsen søger, før man bruger baggrunden til at vise, hvem man er, forklarer han.

Du skal også være opmærksom på ikke at sidde i modlys. Hvis du sidder i et rum, hvor solen skinner ind gennem vinduerne, skal du sørge for, at solstrålerne rammer dit ansigt, men ikke kameraet.

4

Italesæt forstyrrelser

Sørg for at minimer risikoen for forstyrrelser så vidt mulig. Begynder hunden alligevel at gø i et omfang, der forstyrrer, bør du italesætte det. (Arkivfoto) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Du skal sørge for så vidt muligt at sætte dig et sted, hvor du ikke bliver forstyrret. Men hvis hunden pludselig gør, eller børnene farer omkring dig, skal du italesætte det, mener Lars Lundmann.

- Langt hen ad vejen kan man snakke sig ud af det. Hellere kommentere på det end at ignorere det.

Begynder naboen at bore eller spille så høj musik, at det forstyrrer arbejdsgiveren, kan man foreslå at tage en kort pause, mens man får vedkommende til at skrue ned.

Tekniske forstyrrelser kan være svære at undgå. Derfor råder Lundmann til, at du tester udstyr og internetforbindelse af inden samtalen.

- Sørg for, at du sidder tæt på din router, og lån en bedre computer, hvis din egen er ustabil, foreslår han.

5

Sørg for, at du er godt tilpas

Sørg for, at du har det komfortabelt, hvor du sidder. Når du er tryg, er du mindre nervøs, siger Lars Lundmann. (Arkivfoto) (Foto: COLOURBOX)

Sidst, men ikke mindst, skal du sørge for, at du har det godt på det sted, du har sat dig klar til jobsamtalen, siger Lars Lundmann.

- Hvis du har det bedst med at sidde i underbukser, skal du gøre det. De kan jo ikke se det alligevel.

- Skab en situation, hvor du selv er tryg og har det godt. Når du selv er tryg, tør du også mere under samtalen, siger han.

Facebook
Twitter