Se billeder af oversvømmelsen: Pludselig bor familien Arenstorff på en ø

Kraftig vind presser vandet op i Varde Å, som er gået over sine bredder.

Normalt har familien Arenstorff udsigt til marker, men nu har vandet fra Varde Å skabt en ø, som afskærer familien fra fastlandet. (Foto: (privatfoto))

Normalt har Kasper Arenstorff og familien udsigt ud over marker fra deres gård vest for Varde. Men siden i mandags har de kunnet se vand hele vejen rundt om ejendommen.

Den kraftige blæst, der har rusket hele landet de sidste dage, har presset vandet fra Vadehavet og Ho Bugt op i Varde Å, der nu er gået over sine bredder.

Familien har boet på gården, der ligger få hundrede meter fra Varde Å, i snart tre år og er vant til en gang imellem at få havudsigt.

- Vi har oplevet det to gange før, hvor vi ikke kunne komme nogen steder.

Normalt har familien Arenstorff udsigt ud over marker. Men ikke når det i flere dage blæser kraftigt fra vest. (Foto: (privatfoto) © . / Foto: (privatfoto) © .)

Ejendommen ligger for enden af en lang grusvej, som også bliver oversvømmet, når åen går over sine bredder. Dermed er familien fanget på sin gård.

- Det er som regel kun et døgn, det står på, og kun et par gange om året. Hvis det er helt skidt, har vi en traktor, vi kan køre igennem vandet med, fortæller Kasper Arenstorff.

Familien Arenstorff har boet på gården vest for Varde i cirka tre år. Det er nu tredje gang, de oplever at vandstanden er så høj, at de ikke kan komme fra deres hjem på grund af oversvømmelse. (Foto: (privatfoto))

'Vi er på vagt, hvis der bliver storm'

Denne uge er familien taget på vinterferie i Norge, så deres lille ø giver ingen problemer lige nu. Men for kun tre uger siden var den også gal, og her var familiens otteårige pige nødt til at blive hjemme fra skole, fordi hun ikke kunne komme til ’fastlandet’.

Da Kasper Von Arenstorff og konen købte ejendommen, fik de at vide, at der var risiko for, at engene omkring gården blev oversvømmet. Og man lærer at leve med en gang imellem at være øboer.

- Vi er jo nødt til at være lidt på vagt, hvis der bliver storm. Så holder vi øje med vandstandshøjden. Og vi får selvfølgelig også handlet de ting, vi skal inden, hvis der er udsigt til, at vi ikke kan komme nogen steder i nogle dage.

(© (c) DR)
(© (c) DR)

Og så er der jo ikke andet at gøre end at elske det, pointerer Kasper Arenstorff.

- Det er det charmerende ved at bo sådan et sted.