Sensationel valgsejr udløste danskerfest i Tyskland: Her synger de 'Re-Sepp-ten'

Det danske mindretals parti, SSV, har fået et mandat i Forbundsdagen.

Sydslesvigsk Vælgerparti modtog ved valget i Tyskland stemmer nok til, at partiets spidskandidat sent i går aftes fik en plads i den tyske forbundsdag.

En dansker får nu plads i den tyske forbundsdag – det der svarer til vores folketing.

Det står klart efter stemmerne er talt op ovenpå det tyske valg til Forbundsdagen i går, hvor det altså er lykkedes det dansk-frisiske mindretalsparti, Sydslesvigsk Vælgerforening (SSV), at blive stemt ind i det tyske parlament.

- Det er sensationelt. Og jeg skal nive mig i armen for helt at tro på det, lød det fra partiets nye parlamentsmedlem Stefan Seidler sent i aftes, da valgresultatet stod klart.

SSV skulle have mindst 40.000 stemmer for at få et mandat i Forbundsdagen. Så de 55.330 stemmer, de fik i delstaten Slesvig-Holsten, hvor partiet stillede op, var altså en kæmpestor succes og mere end rigeligt til en enkelt plads blandt de 735 valgte medlemmer af Forbundsdagen.

Og selvom ét mandat ikke lyder af meget i så stort et parlament, mener Seidler, at det kan vendes til hans fordel.

- De andre mandater drukner i kæmpestore grupper. Jeg er alene. Jeg kan slå i bordet, når vi igen bliver forbigået. Jeg kan sætte SSV på dagsordenen, fordi jeg ikke har en kæmpestor particentral i Berlin, som fortæller mig, hvordan jeg skal tænke eller stemme, siger han.

Ekspert: Ét mandat giver næsten ingen indflydelse

Når Seidler træder ind i Rigsdagen, som er Berlins svar på Christiansborg, kan han med sit ene mandat få lov at stemme og stille sig op på talerstolen. Men så slutter hans muligheder også her.

I hvert fald hvis man skal tro tyske Christoph Arndt, som har en Ph.d. i Statskundskab fra Aarhus Universitet. Han har taget en mastergrad i sociologi på universitetet i Bremen, og i dag underviser han i politik på universitetet i Reading i England.

Han mener, at det er usandsynligt, at SSV kan sætte en dagsorden i Forbundsdagen.

- Politisk set får de næsten ingen indflydelse. De kan være heldige, hvis de får andre partier til at arbejde for mindretallets interesser. Men det bliver ikke meget mere end det.

SSV kan ikke få lov at stille lovforslag, når partiet kun har et enkelt mandat og ikke er med i en større parlamentarisk gruppe.

- Stort set alle privileger for medlemmer af Forbundsdagen hænger sammen med et medlemskab i en parlamentarisk gruppe. Så når SSV står uden for en gruppe, har de næsten ingen indflydelse, siger Christoph Arndt.

Som medlem af Forbundsdagen får partiet dog lidt flere penge nu end før.

SSV repræsenterer de 50.000 dansksindede, som bor i Tysklands nordligste delstat, Slesvig-Holsten. Det er 60 år siden, SSV sidst stillede op til valg til Forbundsdagen - dengang lykkedes det ikke.

Facebook
Twitter