Man hører tit om demente borgere, der har forvildet sig væk fra deres plejecenter eller bolig. Det vil man i Varde Kommune nu prøve at modkæmpe.
Det vil man gøre med nogle sensorer, der kan alarmere plejepersonalet, hvis en borger forlader sin plejebolig. Systemet bliver lige nu afprøvet i plejeboliger på Plejecenter Skovhøj i Oksbøl som et forsøg. Plejecentret Skovhøj har 14 boliger, som er særlig indrettet til demente.
På alle beboernes værelser placerer man sådan to sensorer, der ligner røgalarmer. Dog hænger de ikke i loftet, men i stedet på væggene. De registrerer så, om der sker noget, eller om der ikke sker noget.
- Det øger trygheden for borgerne og de pårørende, og så hjælper det jo også eksempelvis nattevagten på plejehjemmet, at man får besked med det samme, hvis der sker noget, der ikke er hensigtsmæssigt, siger Ole Aasmoe, der er velfærdsteknologisk medarbejder i Varde Kommune.
Helt konkret handler det om, at den ene sensor måler, om man bevæger sig, og den anden måler, om man ikke bevæger sig.
- De to sensorer taler sammen, og de kan så beregne, om det, der sker, er inden for det normale mønster, eller om det er udenfor det normale mønster, forklarer Ole Aasmoe.