Sidste tur med Grindstedbanen

Veterantog Vest inviterer i aften på den absolut sidste tur mellem Bramming og Grindsted.

Det er dette tog, der kører den endegyldigt sidste tur mellem Bramming og Grindsted.

Fra i aften er det slut med Grindstedbanen. Den lukker og slukker for altid og det markerer togentusiasterne i Veterantog Vest med en sidste tur. Der bliver afgang med veterantoget fra Bramming klokken 18,30, og så går turen ellers til Grindsted og retur.

- Vemodigt, siger formand for Veterantog Vest, Jens Naundrup. Han inviterer sammen med de øvrige medlemmer af veterantogsklubben alle interesserede til at tage med på den sidste tur på Grindstedbanen.

Den normale persontogstrafik stoppede allerede i 1971, og siden har der udelukkende kørt et par ugentlige godstog med varer til og fra Danisco i Grindsted. Den eneste trafik udover det har været veterantogsture arrangeret af Veterantog Vest.

Når banen lukker og slukker i aften, har tog-entusiasterne dog stadig en mulighed for at komme på skinner. - Vi kører i stedet på strækningen Bramming-Lunderskov. Det kræver lidt mere logistik, da der kører flere tog, men det kan lade sig gøre, siger Jens Naundrup fra Veterantog Vest, der holder til i remisen i Bramming.

 

Facebook
Twitter