Sjældent syn: Havets kæmper kom på besøg ved Sønderborg

Sjældne gæster fandt i går vej til farvandet syd for Sønderborg. To pukkelhvaler blev observeret af to sejlere, der fik en oplevelse for livet og ikke mindst billeder.

Et sjældent besøg af havets kæmper. To pukkelhvaler blev spottet mandag aften ved Vemmingbund, Sønderborg. Billedet her er taget af to sejlere, der så hvalerne på nærmeste hold. (Foto: Jonas Rebien/ Mark Yeoman)

Sommeren er ensbetydende med ferie og eksotiske rejser for rigtig mange mennesker. Der er selvfølgelig mange mulige destinationer og muligheder for oplevelser i ferien, men hvad med for eksempel at tage på hvalsafari?

Det kan man gøre mange steder i verden: New Zealand, Hawaii, Canada, Grønland og ikke mindst, Sønderborg!

Ja, du læste rigtigt; Sønderborg i Danmark. I går aftes fik to sejlere en oplevelse for livet,  da de fik øje på noget, der fik dem til at spærre øjnene gevaldigt op.

Sejlerne lå for anker ved Broagerland, syd for Sønderborg, da de fik øje på ikke bare én, men to store hvaler. Fluks blev der taget billeder.

15 meter hvaler fotograferet med mobiltelefonen

Først blev de store hvaler vurderet til at være gråhvaler. Men ved nærmere studier af deres fotos, der er taget med en smartphone gennem en kikkert, står det fast, at der er tale om to pukkelhvaler.

Pukkelhvalen er en temmelig stor hval, der kan blive op til 15 meter og veje helt op til 30 tons.

- På billederne kan man se både rygfinne og hale og derfor er jeg overbevist om, at det er to pukkelhvaler, der svømmer rundt, siger Ragnhild Skov, biolog ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

De to sejlere spottede hvalerne på cirka 100 meters afstand. Hvalerne havde retning direkte mod deres båd og da de var 50 væk, drejede hvalerne væk og gik nord om båden med retning mod Dybbøl.

Derefter svømmede de mod vest, direkte ind mod Vemmingbund, ved Sønderborg. Her mistede sejlerne kontakten med de to giganter.

 

Afbestil ikke rejsen

Dermed er der tale om et af de mere sjældne besøg, fortæller Ragnhild Skov. Det sker en gang i mellem, at hvaler finder vej ind i de danske farvande. Men vi skal helt tilbage til 2004, da der sidst blev observeret pukkelhvaler ved Sønderborg, siger hun.

Har man fået bestilt rejsen og er på vej på hvalsafari i nogen af de ovenstående destinationer man normalt forbinder med hvaler, er det nok bedst, at holde sig til den plan.

- Selvom pukkelhvalerne er langsomme svømmere, kan de meget vel være langt væk i dag, siger Ragnhild Skov.

Hvaler er sjældne turister

Sidst der blev observeret hvaler i dansk farvand, var i efteråret 2013, da to strandede kaskelothvaler blev fundet på Henne Strand på den jydske vestkyst.

De to kaskelothvaler endte deres liv på stranden, og til manges store overraskelse, eksploderede de på grund af ophobning af gasser i de gigantiske maver.

Hvalerne er i mellemtiden blevet renset, og deres skeletter skal nu udstilles på museum.

Den ene bliver med sikkerhed vist frem på en ny udstilling på Zoologisk Museum i København til efteråret. Hvad der skal ske med den anden hval er endnu uvist, men talen går på, at den finder vej til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Facebook
Twitter