Skuffet dansk mindretal efter valgnederlag i Slesvig-Holsten

Sydslesvigsk Vælgerforening går tilbage og mister samtidig sin plads i delstatsregeringen.

Der var skuffelse i socialdemokraternes lejr, som det danske mindretalsparti SSV også støtter. De to partier mistede sammen med de grønne regeringsmagten i delstaten. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Fem år i regering. Det var, hvad det blev til for det danske og frisiske mindretalsparti Sydslesvigsk Vælgerforening.

SSV gik ved søndagens delstatssvalg i Slesvig-Holsten mere en et procentpoint tilbage. Samtidig tabte regeringspartnerne i De Grønne og især socialdemokraterne stort, og delstatsregeringen har derfor mistet sit flertal.

Det ærgrer SSV’s landsformand, Flemming Meyer.

- Jeg er først og fremmest glad for, at vi ser ud til at beholde vores tre mandater. Men jeg må også være ærlig og sige, at jeg havde håbet at kunne fortsætte det gode regeringssamarbejde, siger Flemming Meyer.

SSV’s spidskandidat, friseren Lars Harms, tager en af mindretalspartiets pladser i Landdagen. Han mener, partiets tilbagegang blandt andet skyldes en høj valgdeltagelse, hvor det er lykkedes CDU at mobilisere mange vælgere.

- Og så har det store fokus på SPD og CDU i valgkampen også skadet os som mindre koalitionspartner, siger Lars Harms.

Alligevel fortryder Lars Harms ikke partiets deltagelse i regeringssamarbejdet, og han fremhæver politiske sejre som ligestilling for danske skoler, støtte til Frisisk Institut og Dansk Centralbibliotek.

Lars Harms havde derfor håbet at kunne fortsætte samarbejdet.

- Hele resultatet er ganske klart et valgnederlag. Jeg er skuffet, for jeg havde håbet på et bedre resultat og at kunne fortsætte i regeringen, siger han.

De store vindere ved valget var de konservative CDU og de liberale FDP.

Som sejrherre forventes det, at CDU vil lede regeringsforhandlingerne, der kan trække ud i længere tid.