Små brugser drukner i pakker, der ikke hentes: ’Vi sender pakker retur flere gange om ugen’

Antallet af pakker slår ny rekord ovenpå Black Friday, men vi er sløve til at hente dem.

Michael Nørskov er brugsuddeler i Dagli'Brugsen i Askov. Han opfordrer folk til at få hentet deres pakker hurtigst muligt, da pladsen er ved at være noget trang på det lille lager. (Foto: © Bo Bork Bechsgaard - DR Syd)

Brugsuddeler Michael Nørskov har lavet et unikt ’Ja tak-tilbud’ på Dagli’Brugsen Askovs’ facebookside.

Her kan du for nul kroner sige ’ja tak’ til at hente dine pakker, så brugsens pakkelager kan blive tømt.

Det bugner nemlig med papkasser i Dagli’Brugsen i Askov her ovenpå Black Friday, fortæller Michael Nørskov.

- Det er tæt på, at vi må sende pakkerne videre til andre udleveringsteder, fordi der ikke er mere plads på vores lager, siger han.

Efter Michael Nørskovs 'ja tak'-opslag på Facebook har folk været bedre til at få hentet deres pakker, fortæller brugsuddeleren. (Foto: © Bo Bork Bechsgaard - DR Syd)

Og folk lader ikke til at have travlt med at få hentet deres varer.

- Vi sender jævnligt pakker retur. Det gør vi flere gange om ugen. Og vi oplever også, at folk først henter deres pakker lige op til afhentningsfristen.

Og han er langt fra den eneste købmand, der er presset af de mange pakker, som folk har bestilt, men tilsyneladende er sløve til at få hentet. DR Nyheder har talt med flere købmandsbutikker, der har samme udfordring.

Ifølge Helle Nielsen, der er direktør for Retail Danmark hos PostNord, har postvirksomheden oplevet dage med rekordstore mængder pakker sammenlignet med sidste år.

- Der er dage med væsentlig flere pakker end tilsvarende af de største dage i 2020, som jo også var præget af nedlukninger. Så vi taler altså om rekordstore dage på posthusene.

Frygter at må afvise pakker

Margrethe Svane træder ind ad skydedørene til brugsen i Askov. Hun er kommet for at hente to pakker, hun bestilte, da det var Black Friday.

- Vi har været isoleret derhjemme med corona, så det er derfor, vi først henter nu. Men jeg tror måske, mange venter nogle dage, hvis de har flere pakker, så de kan hente på én gang, siger hun.

Michael Nørskov genkender det billede. Selvom det heldigvis er de færreste, der venter til allersidst, fortæller han.

- Det bliver sværere at finde plads og sværere at finde de pakker, kunderne skal have. Og det er jo ikke bare småting. Folk modtager også møbler og kontorstole, siger Michael Nørskov.

Michael Nørskov gør, hvad han kan for at gøre folk opmærksomme på, at de skal huske at hente deres pakker. Heldigvis er der stadig mange, der er gode til at hente dem hurtigt, siger han. (Foto: © Bo Bork Bechsgaard - DR Syd)

Men selvom der nu er to pakker mindre på lageret hos Dagli'Brugsen i Askov, kan uddeleren dårligt nå at glæde sig. For inden længe kommer der en lastbil og læsser 300-350 pakker af, så situationen er presset hos købmanden, fortæller han.

- Vi kan ende i en situation, hvor vi er nødt til at sige nej til at modtage flere pakker.

Ifølge Post Nord er det begrænset, hvor ofte budene bliver nødt til at fragte pakkerne videre, fordi der ikke er plads på det udleveringssted, man har bestilt til. Men sker det, bliver pakkerne leveret til den nærmeste pakkeboks, og modtageren får besked om, hvor pakken kan hentes, oplyser PostNord.